Abc. Mange abc'er er udgivet under medvirken af kunstnere og forfattere. Denne abc fra 1863 har nydt godt af digteren Christian Winthers og maleren Constantin Hansens sans for det kunstneriske udtryk, afpasset efter skoleelevernes modenhed og læsefærdighed.

.

Abc, en begynderlæsebog, eller "læsebogen med den ranke hane", for mange børn det første møde med bogstavernes verden. Abc'en er kendt fra middelalderen, hvor den var et led i kirkens opdragende virksomhed. Indholdet var religiøst og bestemt til udenadslære: Foruden alfabetet var det fadervor, trosartiklerne, budordene og bønner. Derfor kaldes den efter Reformationen for katekismus-abc. Den bestod oprindelig af blade klæbet på smalle træstykker (læsebræt, fibelbræt), der til tider var betrukket med klar lak (eng. hornbook). Oplysningstiden fjernede det religiøse præg, og abc'en blev til begynderbogen i læsning. Siden har skiftende læseindlæringsmetoder præget abc'en. I den moderne abc spiller billedstoffet en stor rolle.

Hanen blev benyttet fra begyndelsen af 1500-t., hvor den tyske pædagog V. Ickelsamer udviklede en lydmetode i læseundervisning og hukommelseslære. Den er fortolket som et symbol på årvågenhed og flid. Nyere forskning peger på hanen som et hukommelsestegn for apostlen Peters hane, der skulle minde børnene om ikke at glemme løftet til Jesus, men huske på deres børnelærdom. De ældste bevarede danske abc'er er fra 1591 (plattysk), 1634 (latin) og 1649 (dansk).

Fra nyere tid er den kendteste Claus Eskildsens Ole Bole ABC fra 1927, illustreret af Storm P. I vore dage optræder abc'en, læsebog og arbejdshæfte, ofte integreret: Bogstavtræning indgår i meningsfulde helheder, rim og historier.

Abc symboliserer også begyndelsesstadiet inden for andre kundskabsområder, abc for aleneforældre, væverens abc etc. Se også læsning.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig