De filippinske sprog er en større sproggruppe inden for den austronesiske sprogæt og nærmere bestemt den vestaustronesiske sprogfamilie. Gruppen omfatter omkring 150 sprog, der især tales i Filippinerne, men også på øer i Mikronesien som på de delvis selvstyrende amerikanske områder Nordmarianerne og Guam (se chamorro), samt på den selvstændige østat Palau (se palauisk).

De filippinske sprog kan yderligere inddeles i tre større undergrupper, nordfilippinske, mellemfilippinske og sydfilippinske sprog.

Nordfilippinske sprog

Det vigtigste nordfilippinske sprog er ilokano, der tales af ca. 8 millioner mennesker, især på øen Luzon. Dertil kommer en række mindre sprog som igorot, ifugao, isneg, kalinga og pangasi.

Mellemfilippinske sprog

Det største af de mange mellemfilippinske sprog er tagalog, der er modersmål for ca. 28 millioner mennesker, især på de nordlige øer. Pilipino, det officielle nationalsprog på Filippinerne, bygger på en standardiseret form af tagalog. Pilipino har kun lille udbredelse som modersmål, men det bruges som andetsprog af hele landets befolkning.

Næsten lige så stort er cebuano, der tales af 22 millioner mennesker, og som fungerer som fælles kommunikationssprog på Visayas-øerne i landets centrale del. Indtil ca. 1990 havde cebuano flere modersmålstalende end tagalog.

De øvrige større mellemfilippinske sprog er ilongo på Negros-øerne og Panay (6 millioner talere); bikol i Luzon-regionen (ca. 4 millioner talere), som dog også kan opfattes som en række selvstændige nærtbeslægtede sprog; waray på øerne Samar og Leyte (ca. 3,6 millioner talere, 2015) og tausug, der tales på Sulu og i både malaysiske og den indonesiske del af Borneo (ca. 1,2 millioner talere, 2010).

Sydfilippinske sprog

De sydfilippinske sprog omfatter en række mindre sprog på de sydlige øer i Filippinerne, hvoraf maranao i sydvest er det største med ca. 1.4 millioner talere. Uden for Filippinerne omfatter denne undergruppe chamorro, der tales af ca. 80.000 mennesker på Nordmarianerne og Guam, samt palauisk, der tales af 60.000 i østaten Palau.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig