Vestaustronesiske sprog er en sprogfamilie inden for den austronesiske sprogæt; familien omfatter de filippinske og de malajiske sproggrupper. De vestaustronesiske sprog tales på Filippinerne, i det meste af Indonesien, i Malaysia og på Madagaskar, Guam og Palau. Flere af de vestaustronesiske sprog er gamle kultursprog, for eksempel malajisk og javanesisk.

De vestaustronesiske sprog er hovedsagelig agglutinerende og kendetegnet ved en fri ledstilling. Substantivernes grammatiske funktion markeres ved præpositioner. Verbalformerne har et omfattende afledningssystem, der udtrykker forskellige aspekter ved en handling, jf. følgende afledninger af den malagassiske verbalrod (s)asa 'vaske':

manasa 'vasker nogen/noget'
nanasa 'vasket nogen/noget'
misasa 'vasker sig selv'
mifanasa 'vasker hinanden'
mampanasa 'får nogen til at vaske'
sasana 'bliver vasket (af nogen)'
nosasana 'blev vasket (af nogen)'
anasana 'bliver vasket (med noget)'
fanasana 'vask'

Flertal af både substantiver og verber udtrykkes hovedsagelig ved reduplikation af hele eller dele af ord, fx malajisk kereta 'bil' og kereta-kereta 'biler'.

De nationale standardsprog i Indonesien og Malaysia er med hensyn til ordbøjning og sætningsstruktur påvirket af forenklede pidginsprog.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig