malajiske sprog

Malajiske sprog, sproggruppe i SØ-Asien, der bl.a. omfatter javanesisk, sundanesisk, balinesisk og malagassisk og sammen med de filippinske sprog udgør den vestaustronesiske sprogfamilie. Tilsammen tales disse sprog af hen ved 200 mio. mennesker.

Mest udbredt er indonesisk og malajisk, der er næsten samme sprog og modersmål for ca. 35 mio., men benyttet af over 200 mio. som andetsprog. Det er udviklet af klassisk malajisk, som går tilbage til 1400-t. Med de sydøstasiatiske staters frigørelse i midten af 1900-t. blev der fastsat en sproglig norm i form af bahasa indonesia og bahasa malaysia som nationalsprog i hhv. Indonesien og Malaysia.

De vigtigste malajiske sprog

    Hvor nyere optællinger savnes, er det antal, der taler sprogene, skønsmæssigt angivet.

  • Borneo-sprog
      Denne gruppe omfatter over 100 sprog, hvoraf de fleste tales af ganske få. Alle sprogene bortset fra malagassisk tales af dayakerne, de indfødte befolkningsgrupper på Borneo.
    • Malagassisk tales af ca. 13,6 mio. på Madagaskar, Comorerne og Seychellerne.
    • Ngaju tales af ca. 800.000 (2003) på det sydlige Borneo.
    • Lawangan tales af ca. 100.000 på det sydøstlige Borneo.
    • Maanyan tales af ca. 150.000 (2003) på det sydøstlige Borneo.
    • Bakumpai tales af ca. 100.000 på Borneo.
  • Sama-bajaw-sprog
    • Sama tales i flere forskellige varianter af mellem 250.000 og 300.000 i Filippinerne og Sabah.
    • Bajaw tales i flere forskellige varianter af i alt 100.000 på Sulawesi, i Sabah, Brunei og på Nordmolukkerne.
    • Yakan og Inabaknon tales af hhv. ca. 100.000 og ca. 20.000 på Filippinerne.
  • Sulawesi-sprog
      Denne gruppe omfatter over 100 sprog, hvoraf de fleste tales af nogle få tusinde på Sulawesi.
    • Buginesisk eller bugis tales af ca. 3,5 mio., især på det sydlige Sulawesi, men også af mindre grupper i andre områder af Indonesien og i Sabah på Borneo.
    • Makassar tales af ca. 1,6 mio. på det sydvestlige Sulawesi.
    • Gorontalo tales af ca. 900.000 på det nordlige Sulawesi.
    • Minahassa eller mongondow tales af ca. 900.000 på det nordøstlige Sulawesi.
    • Toraja eller sadang tales af ca. 500.000 på det sydlige Sulawesi.
    • Sangiresisk tales af over 250.000 (1995) på Sulawesi, Molukkerne og Filippinerne.
  • Sunda-sprog
      Denne undergruppe omfatter ca. 80 sprog og langt det største antal talere.
    • Bahasa indonesia er officielt sprog i Indonesien, hvor det er modersmål for ca. 23 mio. og andetsprog for ca. 110 mio.
    • Malajisk eller bahasa malaysia er officielt sprog i Malaysia, hvor det er modersmål for ca. 10 mio. Desuden tales det af over 10 mio. i Indonesien samt i Thailand, Forenede Arabiske Emirater og USA.
    • Javanesisk er modersmål for over 75 mio., især på Java, men også spredt i det øvrige Indonesien, Malaysia, Singapore, Ny Kaledonien og Surinam.
    • Sundanesisk tales af ca. 27 mio. på det vestlige Java.
    • Maduresisk tales af ca. 13,7 mio. især på Madura og omgivende øer samt på østspidsen af Java.
    • Minangkabau tales af ca. 6 mio. i Padang-højlandet på Sumatra.
    • Batak er en samlebetegnelse for syv sprog eller dialekter, der tilsammen tales af ca 5 mio. på det centrale og nordlige Sumatra.
    • Balinesisk tales af ca. 4 mio. (2001) på Bali, Lombok og det østlige Java.
    • Acehnesisk tales af ca. 3 mio. (1999) på nordspidsen af Sumatra.
    • Banjaresisk tales af ca. 6 mio. (2001) på det nordlige og østlige Borneo.
    • Sasak tales af ca. 2,1 mio. på Lombok.
    • Lampungisk tales af ca. 1,5 mio. på det sydlige Sumatra.
    • Rejang eller djang bele tebo tales af ca. 1 mio. på det sydvestlige Sumatra.
    • Iban tales af de ca. 415.000 sø-dayaker, en indfødt befolkningsgruppe på Borneo.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig