Fagot. Da Edgar Degas i 1868 eller 1869 malede billedet af operaens orkester, så han stort på musikernes antal og virkelige placering i forhold til hinanden i det traditionelle operaorkester. Med violinisterne i baggrunden anbragte han således en enkelt cellist til venstre, en kontrabassist til højre og en fløjtenist bag den ene musiker, der åbenbart interesserede ham mest, fagottisten.

.

Fagotten er et dybtklingende træblæseinstrument med en smal konisk boring og et dobbelt rørblad anbragt i et S-formet metalrør. Den samlede rørlængde er omkring 21/2 m, og toneomfanget er B'-g''.

Faktaboks

Etymologi

af italiensk fagotto, af uklar oprindelse

Fagottens forgænger var dulcianen, som i midten af 1500-tallet udgjorde en hel familie med instrumenter i flere forskellige størrelser. Dulcianens krop var udskåret i ét stykke i modsætning til fagottens, der fra ca. 1670 blev dannet af fire dele; konstruktionsmåden er opstået omkring instrumentbyggerfamilien Hotteterre i Paris.

Den franske fagot, også kaldet den klassiske, fik en konkurrent i begyndelsen af 1800-tallet med den tyske, som teknisk er lettere at spille, og som har en helt anden klang. Den er blevet den dominerende type. I Danmark er der blevet bygget enkelte fagotter i midten af 1800-tallet i tysk tradition af Johan Christoffer Selboe.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig