Endoplasmatisk retikulum, ER, celleorganel i eukaryote celler, dvs. celler med kernemembran. ER er et membransystem, der indkapsler og adskiller et rum fra resten af cellens cytoplasma. ER kan være besat med ribosomer og kaldes da granulært ER eller rER (eng. rough, 'ru'). Uden ribosomer kaldes det glat eller agranulært ER eller sER (eng. smooth 'glat').

Faktaboks

Etymologi
Ordet endoplasmatisk kommer af endo- og afledning af græsk plasma 'noget formet'; ordet retikulum kommer af latin reticulum, diminutiv af rete 'net'.
Også kendt som

ER

I rERs ribosomer foregår dannelse af proteiner til indbygning i cellens membraner og til brug inden og uden for cellen. I rER bliver proteinerne mærket med sukkerstoffer (glykosylering), således at cellen ved, hvor proteinerne skal transporteres hen, når den endelige raffinering i først rER og senere Golgi-apparatet er afsluttet. ER fylder en meget stor del af cytoplasmaet i celler, som danner proteinholdigt sekret, fx kirtelceller og de antistofproducerende plasmaceller.

I sER dannes hovedparten af de fedtstoffer (lipider), der indgår i cellens membraner, samt kolesterol og steroidhormoner, der skal sendes ud af cellen. I tværstribede muskelceller findes også sER, kaldet det sarkoplasmatiske retikulum. Dette er knyttet til optagelsen og frigørelsen af calciumioner under muskelarbejde.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig