dressur - hestesportsdisciplin

Dressur er en disciplin inden for hestesport, hvor hest og rytter skal vise forskellige fastlagte øvelser og gangarter. Ifølge Dansk Ride Forbunds reglement er formålet med dressur "at udvikle hestens fysik og evner harmonisk således, at hesten ikke alene bliver rolig, eftergivende, løsgjort og smidig, men også adlyder rytteren tillidsfuldt, opmærksomt og villigt". Rytteren påvirker hesten ved hjælp af sin vægt, det nederste af benene (schenklerne) og tøjlerne. Hvis rytteren er dygtig, opstår der en synlig harmoni mellem rytter og hest.

Faktaboks

også kendt som:

skoleridning

I internationale konkurrencer er banen 20 gange 60 meter. I de sværeste klasser indgår særlige øvelser som fx passage, hvilket vil sige langsom, samlet trav med tydelig dvælen i det diagonale benpars løft under travbevægelsen, piaffe, som er taktmæssige og energiske benløft som i trav, men foretaget på stedet, og pirouette, der er en omkringvending på stedet, hvor hestens forpart bevæges uden om bagparten. Endvidere stilles der i de sværeste konkurrencer større krav til hestens lethed ved at udføre øvelserne. Fem dommere giver hver øvelse fra 0 til 10 point.

Dressur har været på det olympiske program siden 1912, for kvinder dog først fra 1952, hvor Lis Hartel blev den første kvindelige medaljetager nogensinde i ridning, da hun med hesten Jubilee vandt sølv i dressur. Hun gentog bedriften i 1956. Dressurkonkurrencer afholdes i klasser af forskellig sværhedsgrad. De internationale klasser spænder fra Prix St. Georges til OL-programmerne Grand Prix de Dressage og Grand Prix Special. I 1928 blev der indført holdkonkurrencer i OL, men de svære øvelser, passage og piaffe, kom først med i programmet i 1932; galoppirouetter blev inkluderet i 1936. Interessen for dressur har været stærkt stigende, efter at World Cup i dressur blev introduceret i 1985.

World Cup omfatter et frit program, Kür, hvor rytteren selv sammensætter øvelserne og leverer passende musik, og dens succes har bevirket, at Kür fra EM i 1995 også i VM- og OL-sammenhæng er blevet ligestillet med de øvrige klasser. Der afholdes EM i de ulige år, mens der i de lige år skiftevis afholdes VM og OL. Anne Grethe Törnblad er Danmarks mest vindende dressurrytter med bl.a. EM-guld i 1983, OL-sølv i 1984, World Cup-sejr i 1986 og VM-guld i 1986.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig