Den fjerde verden, verdens fattigste ulande. V.S. Naipaul har kaldt de fattigste lande i Caribien "den tredje verdens tredje verden" og dermed henledt opmærksomheden på, at det er nødvendigt at skelne mellem mere og mindre velstillede ulande. Se også den tredje verden.

FN benytter ikke officielt udtrykket den fjerde verden. I stedet har man udpeget en række "mindst udviklede lande" ved at se på indkomstniveau, økonomisk struktur og social udvikling. 47 lande er på den baggrund klassificeret som mindst udviklede. Langt de fleste ligger i Afrika syd for Sahara, men Bangladesh, Afghanistan, Myanmar (Burma) og Nepal hører også til i gruppen, der omfatter en samlet befolkning på ca. 1/2 mia.

Den fjerde verden bruges også som betegnelse for etniske minoritetsgrupper, herunder den oprindelige befolkning i både i- og ulande, fx aboriginere, samer og amerikanske indianere. Disse grupper hører i mange lande til blandt de dårligst stillede dele af befolkningen. Visse oprindelige befolkningsgrupper, fx inuitterne, har organiseret sig på tværs af landegrænser for at styrke deres stilling i forhold til de nationalstater, de hører til, og for at øge den internationale opmærksomhed om deres situation.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig