dedikation

Dedikation, tilegnelse, oprindelig om handling, hvormed en kirke indvies og gives til Gud. I dag anvendt om en kunstners tilegnelse af sit værk til en bestemt person eller gruppe mennesker, enten påtrykt værket eller som en egenhændig tilegnelse af det enkelte eksemplar.

Den trykte dedikation kan være en tak eller en hyldest, en opfordring til overvejelser over digtningens natur eller ligefrem et forsvar for værket. I klassiske græske skrifter var en dedikation en enkel tilegnelse, mens Vergil, Cicero, Ovid og Horats udviklede den til en velformet retorik med ønsker om venskab og beskyttelse, som i Horats' oder til Maecenas.

Som et middel til at opnå en bestemt persons protektion og med bogtrykkerkunsten i 1500- og 1600-tallet fik dedikationen en stigende betydning for dannelsen af forfatterens tribune i samfundet. Den angiver på den ene side modtagerens høje politiske position og skaber på den anden side adgang for forfatterens måske kritiske deltagelse i samfundsdebatten.

Dedikationen bliver derfor et konfliktfyldt bindeled mellem samfund og litteratur, med betydning for udviklingen af forfatterens begyndende standsbevidsthed. Men tilegnelsens frodige stil blev efterhånden stereotyp og et let offer for kritisk satire i 1700-tallet, fx hos Jonathan Swift.

I 1800- og 1900-tallet er den trykte dedikation vendt tilbage til sin første enkle form, navneangivelse af en ven eller et forbillede.