I april 1983 lancerede det tyske ugemagasin Stern en sensation: det rådede over dagbøger, som Adolf Hitler skulle have efterladt sig, og som det ville publicere uddrag af.

En sensationel udgivelse

Den 25. april 1983 udkom Stern i stor opsætning, hvor forsiden viste et foto af en bog påført initialerne AH i frakturskrift. I magasinet publiceredes uddrag af Hitlers dagbøger, som det var kommet i besiddelse af. Også de følgende tre numre indeholdt uddrag af de fundne dagbøger, som Stern havde købt rettighederne til af en vis Konrad Kujau (1938-2000) for godt 9 mio. D-mark. Kujau hævdede, at dagbøgerne var fundet i et fly, der i maj 1945 var styrtet ned med Hitlers personlige sager under udflyvning fra Berlin.

Var dagbøgerne ægte?

To anerkendte historikere, Hugh Trevor-Roper og Gerhard L. Weinberg (f. 1928), havde sagt god for dagbøgernes ægthed. Bøgerne lå aflåst i en bankboks i Schweiz. Fra anden side blev der imidlertid rejst tvivl. For det var ikke kendt, at Hitler – i modsætning til sin propagandaminister Joseph Goebbels – overhovedet skulle have skrevet dagbog. Mange anså det desuden for tvivlsomt, at han skulle have haft tid til det.

Tekniske undersøgelser bestyrkede tvivlen; eksperter påpegede problemer med skrift og detaljer, men afgørende blev det, at undersøgelsen viste, at papiret i de 62 bind dagbøger stammede fra tiden efter 1945 og ikke fra Hitlers samtid. Dagbøgerne var altså ikke, hvad de gav sig ud for at være – de var ikke ægte.

En falskner afsløres

Kujau blev anholdt, og han erkendte selv at have forfattet Hitlers angivelige dagbøger. Han var kendt som fascineret af nazismen og var ekspert i at kunne efterligne og forfalske underskrifter fra fra folk som Himmler.

Hvad kan Kujaus motiv have været til at skrive falske dagbøger? Han var fascineret af nazismen – motivet var derfor formentligt at ville nyskrive nazismens historie og bagatellisere Hitlers rolle i nazismens forbrydelser. Det foregik, samtidig med at nazismens plads i Tysklands historie var kommet under debat i den såkaldte Historikerstrid.

Kujau og Sterns redaktør Gerhard Heidemann, der havde fremmet offentliggørelsen, blev i 1984 hver idømt 4 års fængsel for falskneri. For det velrenommerede magasin Stern blev publiceringen en katastrofe, som det endnu ikke er kommet sig over.

De falske dagbøger overtages af Bundesarchiv

Indtil nu har de falske Hitler-dagbøger ikke været alment tilgængelige, men forlaget Bertelsmann, der havde rettighederne dertil, har overladt dem til Bundesarchiv i Koblenz, som vil gøre dem tilgængelige som et historisk dokument om 1980'erne.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig