Byen som militær kampplads er en særlig og kompleks del af krigshistorien. Den har historisk set ikke haft den store opmærksomhed i militærteorien. I militær sammenhæng er det oftest blevet anbefalet at undgå byer, hvis overhovedet muligt. Tætbebyggede områder er af en række årsager meget vanskelige at kæmpe i som terræn, og risikoen for civile tab kan være stor.

Faktaboks

Også kendt som

bykamp og bykrig har ofte samme betydning

på engelsk bruges tilsvarende udtrykkene urban combat og urban warfare

Bykamp er svær at træne til

En grundlæggende militær udfordring ved landbaserede styrkers kamp i tæt bebyggede områder er, at det er vanskeligt at træne til. På trods af meget veludbyggede træningsfaciliteter i bykamp, især i Israel og USA, er det svært at kopiere de udfordringer, der dukker op på den virkelige urbane kampplads, såsom civile, der er bange og som måske agerer irrationelt eller panisk. Dertil kommer det virkelige miljø af kampstøj, lugt, fare, usikkerhed og forvirring.

Selv i fredstid gør de fleste byområders fysiske terræn det vanskeligt at flytte store styrker, ikke mindst på grund af tætheden af mennesker, men også tætheden af menneskeskabte strukturer, infrastruktur og trafik. Ligeledes vil fremrykningshastigheden ofte være væsentligt langsommere end i landlige områder. Bygninger vil ofte begrænse sigtelinjen til blot nogle få meter og forringe eller blokere kommunikationen og derved isolere enheder.

Krigsførelsen bliver decentral

Mosul i Irak den 10. juli 2017
Mosul i Irak den 10. juli 2017
Byline: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix.

En by kan opsluge et stort antal tropper i forhold til andre kamppladser på grund af dens tætpakkede terræn med mange- og ofte høje bygninger, hvorfor den operationelle rækkevidde ofte begrænses. I byområder kan store troppeformationer ikke fungere som én; kun små grupper af soldater er i stand til at holde sammen, hvilket betyder, at beslutningstagningen skal ske på et lavere niveau. På grund af gader og blokke af bygninger er decentral krigsførelse ofte nødvendig, hvilket reducerer fordelen ved at være talmæssigt overlegen. Det er meget svært at kontrollere operationer i tætbebyggede områder, hvilket også øger risikoen for at ramme egne soldater, idet faktisk viden om, hvem der befinder sig hvor hurtigt fortaber sig.

Særligt svært at angribe en by

Byen som kampplads er særligt belastende for kombattanterne. For den angribende styrke er problemet, at den forsvarende aktør sandsynligvis har den fordel at kende det fysiske terræn meget bedre og dermed er i stand til at bruge terrænet til sin fordel og forberede kamppladsen med f.eks. fælder og luremineringer og baghold. Desuden er både de fysiske og psykiske belastninger, der møder soldaterne, intense. Den tætte kontakt med fjenden fordrer et vedvarende højt niveau af årvågenhed, og den usikkerhed, der er forbundet med operationer i små grupper, hvor fjenden kan dukke op fra alle sider, og muligvis fra undergrunden, øger det psykiske pres. Derudover kræver operationer i byområder generelt flere ressourcer af både personel, ammunition, forsyninger og medicinsk støtte end andre operationer.

Bykamp og de civile

Mosul i Irak den 3. juli 2017
Mosul i Irak den 3. juli 2017
Byline: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix.

Den grundlæggende forskel mellem operationer i tætbebyggede områder og operationer i andre terræner, er påvirkningen af militære operationer på byens befolkning og omvendt.

Ved at gemme sig blandt civile, i bygninger eller under jorden, kan en forsvarer til en vis grad ophæve de højteknologiske konventionelle styrkers overlegenhed. Muligheden for efterretninger fra luften begrænses, idet det kan være vanskeligt at identificere fjenden. Hertil kan en aktørs mulige brug af bygninger, der er beskyttede af krigens love, som hospitaler og religiøse bygninger, og af civile som menneskelige skjolde, gøre militære operationer meget vanskelige. Den ikke-statslige aktør vil ofte forsøge at blande sig med civilbefolkningen ved ikke at bære uniform, hvorfor det bliver meget svært at skelne kombattanter fra civile med deraf følgende øget risiko for civile tab.

Bykamp og infrastruktur

Kompleksiteten i infrastrukturen i særligt større tætbebyggede områder øger muligheden for uønskede effekter i forbindelse med kamphandlinger i form af ødelæggelser, som det ikke var muligt at forudse. De infrastrukturelle systemer, der leverer grundlæggende funktioner til et byområde, som fx strøm, vand eller kommunikation er i stigende grad blevet forbundne, hvilket gør at en ødelæggende effekt ét sted kan skabe en ødelæggende effekt et andet sted. Det kan således være meget vanskeligt at overskue alle afledte effekter af et angreb på et enkelt mål. Dette kompliceres yderligere i tilfælde af, at byen har en undergrund enten i form af større kloaker, en metro eller tunneller specifikt lavet med henblik på krigsførelse.

Undergrundskrig

Israelsk soldat i afsløret tunnel i Gaza den 25. juli 2014.
Israelsk soldat i afsløret tunnel i Gaza den 25. juli 2014.
Byline: Jack Guez/AFP/Ritzau Scanpix.

Tunneler eller undergrunden som sådan er blevet skabt eller udnyttet til krigsførelse igennem historien. Under Vietnam-krigen blev tunneller en central del af Viet Congs krigsførelse og Viet Cong gravede tunneller tæt på civile og byggede endda underjordiske byer. I modsætning hertil var de tunneller i Afghanistan, som oprindeligt blev gravet af mujahedinerne i kampen mod russerne, adskilt fra byområder.

I det seneste årti har især Hamas' tunneler i Gaza, ISIS' tunneler i Syrien og Mosul og senest Hizbollahs tunneller vist, at underjordisk krigsførelse er rykket ind i byområdet under og dermed blandt civilbefolkningen. Således er undergrundskrigsførelse blevet en del af bykrigsførelse. Tunneler har spillet en endda væsentlig rolle i fx Hamas' forberedelse til konflikt, og tunneler må også forventes at spille en væsentlig rolle i asymmetrisk krigsførelse i byområder i fremtiden.

Undergrundens særlige udfordringer

Mange af de udfordringer en angribende part møder i bykamp generelt vil være ensartede, men nogle udfordringer forstærkes, hvis der tillige er en undergrunds dimension. Det bliver endnu vanskeligere at forudse effekter af enkelte angreb, efterretninger kan meget hurtigt være forældede, da den forsvarende part kan flytte sig selv og materiel uset og teknologi som navigations og kommunikationsudstyr, vil i mange tilfælde ikke virke under jorden. På det taktiske niveau vil soldater, der går ned i tunneller således oftest miste det meste af forbindelsen til deres enhed og i øvrigt være afskåret fra information om, hvad der foregår over jorden. Afhængig af tunnellers dybde og ventilation, kan det være vanskeligt at trække vejret og i øvrigt se noget. Hertil kommer, at det i byområder kan være vanskeligt at finde tunnellerne.

Tunnellerne kan både anvendes til defensive og offensive operationer, og de kan fungere som en by under byen. Mange af tunnellerne i Gaza er bygget med beton tage og vægge og elektricitet og benyttes til våbenlagre, kommandostationer og forsyninger generelt, men også til at bevæge sig uset. Hertil kommer, at tunnelerne kan bruges til overraskelsesangreb på soldater på landjorden, da man via tunnelskakterne kan dukke op uden varsel.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig