Brystsvømning er en disciplin inden for svømning. Det er en af de fire svømmearter; de tre andre er fri svømning, rygcrawl og butterfly.

Regler

Brystsvømning skal foregå på brystet, hænderne må ikke føres bag hoftelinjen, og armene skal føres frem delvis i vandet. Det ikke fuldt gennemførte armtag og vandmodstanden i fremføringen gør brystsvømning til den langsomste af de fire arter.

Mht. svømmereglerne adskiller brystsvømning sig fra de tre andre, idet en del af kroppen i disse svømmearter skal være over vandet i hele løbet, mens hele kroppen i brystsvømning kan være under vandet; hovedet skal dog bryde overfladen i hvert tag.

Ved De Olympiske Lege konkurreres der på 100 meter og 200 meter; desuden indgår brystsvømning i medley.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig