Bronkitis, betændelsestilstand i bronkierne. Hoste og opspyt er de vigtigste symptomer ved bronkitis.

Faktaboks

Etymologi
Ordet bronkitis kommer af græsk bronchos 'luftrør' og -itis.

Akut bronkitis skyldes ofte en virusinfektion, fx forkølelse, influenza og mæslinger.

Kronisk bronkitis skyldes i de fleste tilfælde primært rygning, men stærk og vedvarende påvirkning af støv, gasser og dampe, fx på arbejdspladsen, kan bidrage til udvikling af sygdommen. Kronisk bronkitis findes ofte sammen med for store lunger (lungeemfysem).

Disse sygdomme ses hos ca. 10 % af den midaldrende befolkning og er således udbredte folkesygdomme. I fremskredne tilfælde er patienten kortåndet på grund af nedsat lungefunktion.

I sådanne tilfælde kaldes sygdommene også kroniske obstruktive lungesygdomme, fordi der er obstruktion (forsnævring) af luftvejene, idet slimhindernes celler er beskadigede, således at evnen til at bortskaffe slim, urenheder og mikroorganismer mindskes. Kun få patienter udvikler regulært lungesvigt, som kræver iltbehandling.

De fleste tilfælde af akut bronkitis går i ro uden særlig behandling. Ophør med tobaksrygning og af evt. støvpåvirkning er de vigtigste foranstaltninger ved kronisk bronkitis. Bronkieudvidende lægemidler, antibiotika og hostemidler kan i øvrigt komme på tale ved bronkitis.

Hos mindre børn kan hyppigt forekommende virusinfektioner i næse og hals udvikle sig til akut bronkitis med hoste og besværet vejrtrækning, ofte med hørligt forlænget udåndingsfase som hos astmapatienter.

Der udvikles dog kun sjældent astma, og børnene vokser som regel fra denne form for bronkitis. Da bronkitis kan provokeres af tobaksrøg, bør tobaksrygning i nærheden af børn undgås.

Se også lunge.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig