lungeemfysem

Lungeemfysem, emphysema pulmonum, for store lunger, lungesygdom, som skyldes beskadigelse og svind af lungealveolerne (se lunge), hvilket medfører permanent udvidelse af de mindste bronkier og sammensmeltning af lungealveolerne til større hulrum, evt. dannelse af blærer (bullae), og øget lungerumfang. Lungefunktionen nedsættes.

Hovedsymptomet ved lungeemfysem er åndenød ved anstrengelse, senere i forløbet tillige i hvile. Der kan samtidig være kronisk bronkitis med hoste og opspyt. Lungeemfysem og kronisk bronkitis med nedsat lungefunktion samles ofte under betegnelsen kroniske obstruktive lungesygdomme (KOL). I Danmark bruges også den engelske betegnelse COLD (chronic obstructive lung disease).

Tobaksrygning er den hyppigste årsag til lungeemfysem. Ophør med tobaksrygning er den vigtigste foranstaltning for at undgå fremadskridende ødelæggelse af lungen. Bronkieudvidende lægemidler og antibiotika kan komme på tale. Slutstadiet er lungesvigt, som kræver iltbehandling i hjemmet.

Hos enkelte er årsagen alfa-1-antitrypsindefekt, hvilket kan medføre udvikling af udtalt lungeemfysem med invaliditet i 40-50-årsalderen. Hos disse personer fremskynder rygning udvikling af lungeemfysem med et årti.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig