Borgervæbning var militært organiserede korps, der i Danmark bestod af købstædernes våbenføre mænd.
Borgervæbninger kendes fra 1500-tallet og var beregnet til at deltage i det lokale forsvar, men kunne også anvendes som supplement til den nationale hær. Efterhånden blev det praksis, at kun de egentlige borgere, som havde ret til at drive borgerlig næring, var medlemmer af borgervæbningen. Tjenestefolk og håndværkersvende skulle således ikke gøre tjeneste i borgervæbningen. Borgervæbninger fandtes i alle større købstæder og i hovedstaden. Oftest bestod de blot af et enkelt infanterikompagni, men visse steder blev der også oprettet beredne afdelinger og artilleri.
Ordningen med borgervæbninger forfaldt gennem 1700-tallet, men blev genoprettet i 1801 som en borgerlig pendant til det bondeudskrevne landeværn. I København samledes i 1808 flere frivillige korps i Københavns Borgervæbning. Omkring 1840 udgjorde borgervæbningen ca. 10.000 mand.
Ordningen blev for købstædernes vedkommende ophævet i 1873 og for Københavns vedkommende ved forsvarsordningen af 1909.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.