bændelorme

Forrest har bændelorme et hoved på størrelse med et knappenålshoved, forsynet med sugeskåle eller sugespalter og undertiden med en krans af kroge. Hovedets opgave er at fastholde bændelormen i værtens tarm. I området bag hovedet dannes fortløbende nye led (proglottider). En bændelorm kan bestå af få og op til flere tusinde led, dens totale længde er fra få mm til 8-15 m. Ormen er således en leddelt organisme, hvor kun nerve- og ekskretionssystem løber igennem alle led. Leddene har både hanlige og hunlige formeringsorganer (hermafrodit), så ormen kan befrugte sig selv.

Bændelorme har hverken mund eller tarm; de optager næringsstoffer fra værtens tarm via huden. Normalt er der ikke konkurrence om næringen mellem orm og vært, og der sker ingen direkte skade på værtens tarm.

Bændelorme har et kompliceret livsforløb med flere værter. I æggene udvikles mikroskopiske larver. Æg og larver optages af en mellemvært, og larverne vokser op til tinter, som ædes af en slutvært, hvori de kønsmodne bændelorme udvikles. Larven kan under væksten i kroppens organer trykke på bl.a. nervesystem og kirtler og derved forvolde skade. Se også snylter.

Den brede bændelorm eller fiskebændelormen (Diphyllobothrium latum) bliver i mennesket op til 8-15 m. Hovedet har to spalter, der nøjagtigt passer til tarmtotternes størrelse. Livscyklus kræver ferskvand, og arten er speciel ved at have to tintestadier. Det første tintestadium (procercoid) udvikles i vandlopper, og næste tintestadium (plerocercoid) i fisk. Slutværten, et pattedyr, inficeres ved at spise rå fisk med plerocercoid. Den brede bændelorm kan være årsag til blodmangel, da den optager B₁₂-vitamin, som bruges ved dannelsen af blodlegemer. I Norden har den været meget almindelig, men introduktion af toiletter samt en omhyggelig tilberedning af fisk har medført kraftig nedgang i antallet af tilfælde, og den er nu uhyre sjælden i Danmark.

Oksebændelormen (Taenia saginata) har en anden livscyklus. Ormens led, som er fyldt med æg, kommer ud af slutværten med afføringen. Hvis æggene optages af kvæg, udvikles larverne til oksetinter i muskler. Ved indtagelse af rødt kød sker infektionen. Oksebændelormen bliver 3-10 m. Dens hoved er forsynet med fire sugeskåle. Den er almindelig i Sydeuropa og i troperne. I Danmark er den i dag sjælden, bl.a. som følge af slagteriernes kødkontrol.

Svinebændelormen (Taenia solium) har en livscyklus, som svarer til oksebændelormens, men har svin som den normale mellemvært. Svinebændelorm er sundhedsmæssigt et stort problem, da dens æg kan klækkes i tarmen hos mennesket, som således også kan være mellemvært, og larverne trænger derefter ind gennem tarmvæggen og udvikles til muskeltinter. Svinebændelorm forekom tidligere i Danmark.

Ekinokokken (Echinococcus granulosum) har særlig stor betydning for mennesker. Den kønsmodne bændelorm findes i rovdyr, bl.a. hunde, og æggene kommer ud med afføringen. Når æggene optages i får, vokser tinterne hurtigt og kan blive på størrelse med en tennisbold. Inden i tinten, hydatidecysten, dannes et meget stort antal dattercyster med bændelormehoveder. Hvis en hund æder lever med hydatidecyster, får den tusinder af små bændelorme, ca. 5 mm lange. Hvis mennesket kommer til at indtage ekinokokæg, hvad der let kan ske, når æggene sidder i hundens pels, fungerer mennesket som mellemvært, og der dannes hydatidecyster i bl.a. lever og hjerne.

Ekinokokken forekom tidligere i Danmark, i dag findes den i flere områder af Europa, USA og troperne. I Island var ekinokokken meget udbredt i slutningen af 1800-t. Da årsagssammenhængen mellem hyrdehunde, får og ekinokok blev kendt, blev det forbudt at have hund i byer, og slagteaffald skulle nedgraves. Disse foranstaltninger medførte, at ekinokokken blev udryddet.

Kvæsen (Multiceps multiceps) har en livscyklus, som ligner ekinokokkens. Dens tinter udvikles primært i nervesystemet, bl.a. hjernen, hos får og kvæg og forårsager drejesyge. Kvæsen findes ikke længere i Danmark.

Hos hunde og katte forekommer hyppigt hundebændelormen (Dipylidium caninum). Mellemværten er lopper, som dyrene indtager ved pelsplejen. Leddene ligner små agurkekerner.

Remormen (Ligula intestinalis) har fisk og fugle som værter. Tinten findes i karusser, og den voksne bændelorm bl.a. hos skarv. Remormens livscyklus blev afklaret i 1789 af P.C. Abildgaard, grundlæggeren af Den Danske Veterinærskole, da han som den første i verden gennemførte parasitologiske laboratorieeksperimenter. Hos hundestejler findes en lignende tinte, der gør fisken bred og meget glinsende. Dermed mister hundestejlen sin camouflage, og samtidig begynder den udelukkende at svømme i overfladen, hvor den er et let bytte for fugle. Adfærdsændringer forårsaget af snyltere kendes i mange andre parasit-vært-relationer.

Bekæmpelse af bændelorm sker først og fremmest ved at forebygge smitte, enten ved kødkontrol og ved at begrænse spredningen af bændelormeæg eller ved ordentlig tilberedning af madvarerne. En effektiv dansk slagterikontrol har betydet, at svinebændelormen og ekinokokken er udryddet i Danmark, og at oksebændelormen er sjælden. I dag er bændelormeinfektioner lette at behandle og ikke et sundhedsmæssigt problem i industrialiserede lande. I ulandene er bændelorme fortsat en belastning.

• indvoldsorme
• parasitter
• fladorme