bælgplanter

Bælgplanter. Kællingetand.

.

Bælgplanter. Lucerne.

.

Bælgplanter. Rødkløver.

.

Bælgplanter. Hvidkløver.

.

Bælgplanter. Kællingetand.

.

Artikelstart

Bælgplanter, Fabales, en af de største ordener i planteriget med ca. 17.000 arter, der tilhører én familie, ærteblomstfamilien (Fabaceae, Leguminosae). Familien består af flere underfamilier, hvor de vigtigste er caesalpinia-, mimose- og ærtblomstunderfamilien. Underfamilierne betragtedes tidligere ofte som selvstændige familier. Som navnet siger, er frugten en bælg. Ifølge nyere systematik omfatter ordenen Fabales tre andre familier, bl.a. mælkeurtfamilien.

Anvendelse i landbruget

Bælgplanter med små frø dyrkes i dansk landbrug under fællesbetegnelsen græsmarksbælgplanter, fordi de almindeligvis sås i blanding med græsser; andre arter af bælgplanter dyrkes under betegnelsen bælgsæd. Formålet med at dyrke græsmarksbælgplanter er at avle en stor plantemasse, som er egnet til foder for græsædende husdyr.

De benyttede bælgplanter hører til ærteblomstfamilien. De kan i samliv (symbiose) med knoldbakterier både forsyne sig selv og naboplanter, fx græsser, med kvælstof (nitrogen, se også bakterieknolde), og i en mark med mange bælgplanter gror græsset derfor frodigt. Hvis jorden ikke indeholder en bælgplantearts specifikke knoldbakterie, skal frøet før såning podes med en renkultur af den pågældende bakterie, nitragin.

I det danske klima trives kun et fåtal af de græsmarksbælgplanter, der kendes på verdensplan. De vigtigste arter i nutidigt dansk landbrug hører til slægterne kløver, Trifolium, og sneglebælg, Medicago. Rødkløver, T. pratense, og hvidkløver, T. repens, er blevet dyrket siden midten af 1700-t. I slutningen af 1800-t. steg interessen for græsmarksbælgplanter pga. deres værdi som kvælstofsamlere og som foder. Flere arter blev dyrket, men uden at få varig betydning, fx kællingetand, Lotus corniculatus, rundbælg, Anthyllis vulneraria, serradel, Ornithopus sativus, og alsikekløver, T. hybridum hybridum. Større betydning fik humlesneglebælg, M. lupulina, og foderlucerne (alfalfa), M. sativa, hvoraf især lucerne bør podes med nitragin.

Af rødkløver dyrkedes oprindelig både tidlige og sene (sildige) typer. De sene typer viste sig at have den største værdi og blev derfor foretrukket. Hvidkløver kan i modsætning til rødkløver formere sig vegetativt ved krybende, rodslående stængler. Nogle sorter er frodigt voksende med store blade, ret korte udløbere og få blomster, andre er småbladede, mindre frodige og har flere blomster; her i landet foretrækkes nu mellemformer, og begge arter er under stadig forædling for at forbedre udbytte og dyrkningssikkerhed.

I 1900-60 var kløverbestanden i græsmarkerne afgørende for udbyttet. Slog kløveren fejl, skulle græsset gødes med kvælstof for at give et rimeligt udbytte, og kvælstof i form af handelsgødning var relativt dyrt. Fra først i 1960'erne til midt i 1980'erne blev kløvergræs i mange intensivt producerende kvægbrug afløst af rent græs, der blev gødet stærkt med kvælstof, da prisen på dette næringsstof nu var blevet relativt lav.

I 1980'erne er interessen for græsmarksbælgplanter igen blevet vakt. Medvirkende hertil er både prismæssige forhold og den almindelige opmærksomhed vedrørende bæredygtige produktionsformer i landbruget. For de økologiske og biodynamiske jordbrug, som ikke må bruge kvælstof i form af handelsgødning, har dyrkning af græsmarksbælgplanter stor betydning for alle afgrøder i sædskiftet. Ud over rød- og hvidkløver forsøger man nu at dyrke andre arter, fx blodkløver, T. incarnatum, og perser- eller alexandrinerkløver, T. alexandrinum, samt flere af de arter, som gik ud af dyrkning i 1900-t.s første halvdel. Som et kuriosum kan nævnes, at hvidkløver må indgå i frøblandinger til braklægningsarealer; planterne er attraktive for bier pga. deres store nektarproduktion og kan således blive af stor værdi for biavlerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig