Automat-ur er et ur med bevægelige figurer (automater), der til bestemte tider udløses af urværket. Det ældste kendte automat-ur i forbindelse med et mekanisk hjulur er fundet i domkirken i Strasbourg. Det er bygget mellem 1352 og 1354. Heraf er bevaret topfiguren: En hane, der kan gale og baske med vingerne. I Roskilde Domkirke findes et automat-ur fra ca. 1500 med dels fantasifigurerne Kirsten Kimers og Per Døver, som slår henholdsvis kvarter- og timeslag, dels Sankt Jørgen, der kæmper med dragen hver time. Fra renæssancen er bevaret flere automat-ure, blandt andet på Rosenborg Slot. De største er ofte kombineret med et astronomisk ur, der tillige viser himmellegemers gang og indbyrdes stilling.

Mere beskedne automat-ure er kukure, hvor klokkeslag er erstattet af en gøg, der kommer frem og kukker. Kukure er fremstillet siden 1700-tallet, oprindelig i Schwarzwald. Det ældste formodes bygget af Franz Anton Ketterer (1676-1750).

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig