Armering i form af indstøbte stålstænger kan afhjælpe betonens manglende trækstyrke. Det gør det muligt at udføre bl.a. bjælker i armeret beton, hvor stålet tager træk og betonen tryk. Ved at opspænde armeringen kan nedbøjninger mindskes og revner undgås.

.

Armerede betonkonstruktioner er bygge- og anlægskonstruktioner, der udføres af beton, som er forstærket med armering.

Armering anvendes, fordi beton har lav trækstyrke og høj trykstyrke, så armeringen placeres, hvor der er brug for træk i betonkonstruktionen. I nogle tilfælde anvendes armering også for at øge trykstyrken, og generelt betyder armering, at konstruktionerne ikke får et skørt, men et sejt brud.

Armering af betonkonstruktioner kan udføres med slap armering eller med spændt armering. Armeringen er sædvanligvis stål, hvor der kan anvendes forskellige slags stål. I særlige tilfælde kan anvendes stænger af fiberplast eller andre materialer, der er egnede til at tage trækkræfter.

Slapt armerede betonkonstruktioner

Slapt armerede betonkonstruktioner anvender armeringsstænger, der lægges i forme og omstøbes med beton. Betegnelsen ”slap armering” er en nyere betegnelse, der blev introduceret, efter at man begyndte at anvende forspændt armering.

Slapt armerede betonkonstruktioner, hvor armeringen er stålstænger, udgør langt den største del af de armerede betonkonstruktioner, der udføres.

Forspændte betonkonstruktioner.

For at kunne udnytte højere styrker i armering, og for at gøre armerede betonkonstruktioner stivere, anvendes spændarmering.

Kabelbeton

Det kan gøres ved at indstøbe rør i betonkonstruktionen, og når betonen er hærdet, anbringes spændkabler i rørene, og de spændes op, så der kommer træk i armeringen, der låses fast, og derved overfører tryk til betonen. Metoden anvendes typisk i konstruktioner støbt på stedet, fx brokonstruktioner. Man taler også om efterspændt beton, idet kablerne opspændes, efter at betonen er støbt og hærdet.

Strengbeton

En anden metode er at anvende spændtråde, der placeres i en spændbænk, dvs. de spændes op, hvorefter betonen støbes, og efter hærdning skæres strengene fri og overfører tryk til betonen. Metoden anvendes typisk til betonelementer som bjælker og plader. Man taler også om førspændt beton, idet strengene opspændes, før betonen støbes.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig