Apache er en gruppe af sprogligt og kulturelt beslægtede nordamerikanske folkegrupper, traditionelt benævnt indianere. De er fordelt på adskillige officielt anerkendte stammer (tribes) i delstaterne Arizona, New Mexico og Texas i det sydvestlige USA. Sammen med navajo-folket er apacherne indvandret nordfra omkring år 1000.

Faktaboks

Etymologi
Folkenavnet er en fransk gengivelse af et ord på et af apachernes nabosprog; der menes enten at være tale om 'pačə, som betyder 'fjende' på sproget yavapai, eller 'apaču, som betyder 'navajoer' på sproget zuni.

Apacherne levede oprindelig af jagt (for mændenes vedkommende) samt indsamling og landbrug (for kvindernes vedkommende). Jagten kom til at spille en større rolle, da hesten blev udbredt efter at være bragt til landet af europæerne i 1600-tallet. Apacherne var organiserede i matrilokale storfamilier under en stærk leder, og de fleste stammer praktiserede flerkoneri.

Apachernes religion var shamanistisk og blev udøvet af både kvindelige og mandlige åndemanere og lægeurt-kyndige. Ungdomsritualer for pigerne og beskyttelsesritualer mod de afdødes ånder var vigtige ceremonier.

Apacherne blev kendt for deres krigerkultur og var frygtede for de strejftog, der var en vigtig del af mændenes livsform. De ydede stærk modstand mod USA's militær fra ca. 1860 til 1886, hvor høvding Geronimo til sidst måtte overgive sig.

I dag er hovederhvervene kvæg- og fåreopdræt, agerbrug og lønarbejde, og der lever ca. 11.000 apacher i reservater i Arizona og New Mexico. Med en højesteretskendelse fra 1982 fik apacherne ret til at beskatte udnyttelsen af resurseforekomster i området.

Sprog

Apachernes sprog udgør en undergruppe, apachean, af syv nært beslægtede sprog fra den athapaskiske sprogfamilie. Den omfatter bl.a. navajo, det største nordamerikanske sprog, som tales af omkring 150.000 i Arizona, New Mexico, Utah og Colorado.

Apachesprogene udviser en række fælles træk med ellers ubeslægtede sprog i pueblo-området og indgår som sådan i et sprogforbund med disse.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig