anomi

Anomi, manglende fælles normer for adfærd i et samfund. Anomibegrebet kan henføres til den franske sociolog É. Durkheim, som i slutningen af 1800-t. analyserede industrisamfundets opkomst. Udviklingen førte en opløsning af det gamle agrarsamfunds tætte relationer og strenge adfærdskontrol med sig. De gamle normer gik i opløsning, og muligvis ville der i industrisamfundet opstå nye normer, men Durkheim så omkring århundredskiftet ingen tegn på, at det var ved at ske. Der herskede normløshed, anomi, hvilket efter hans opfattelse kunne føre til samfundets opløsning.

Anomibegrebet blev igen brugt i 1930'erne og siden i 1950'ernes og 1960'ernes amerikanske funktionalistiske sociologi, bl.a. af Robert K. Merton. Her blev begrebet dog frigjort fra tilknytningen til industrisamfundets historiske gennembrud og kom til at betegne normløshed som et generelt sociologisk fænomen, der kan optræde både i en lille gruppe og i et samfund.

I Danmark og det meste af det øvrige Europa gik begrebet af brug i 1970'ernes bølge af hermeneutisk og marxistisk sociologi, hvor interessen for normer veg til fordel for interessen for sociale fænomener. Det eksisterede dog som et vigtigt begreb i kriminalsociologien. Først ved 1980'ernes slutning, da interessen for den oprindelige sociologi og dens begreber vendte tilbage, blev anomibegrebet igen centralt i teorien.