En andelsboligforening er en forening, hvis formål det er på andelsbasis at eje og drive en eller flere ejendomme. Foreningens medlemmer, andelshaverne, har i form af et andelsbevis del i foreningens formue (egenkapital) og får samtidig brugsret til en af dens lejligheder, også kaldet en andelsbolig.

Køb og salg af andelsbeviser

Andelshaveren kan ikke pantsætte beviset, men det kan evt. sælges under hensyntagen til Andelsboliglovens (Lov om andelsboligforeninger og andre boligfællesskaber) maksimalprisregler og overdragelsesregler.

Oprettelse af nye andelsboligforeninger

En andelsboligforening oprettes ved nybyggeri, eller ved at lejerne i en ejendom overtager denne og danner en forening — evt. ved at udnytte Lejelovens regler om forkøbsret.

Ledelse af andelsboligforeningen

En andelsboligforening skal være registreret i det Centrale Virksomhedsregister, CVR.

Bestyrelsen i andelsboligforeningen varetager den daglige ledelse af foreningen. Bestyrelsen skal i henhold til andelsboligloven blandt andet løbende vurdere foreningens økonomiske situation med henblik på at sikre, at foreningen har det nødvendige kapitalgrundlag.

Det er også bestyrelsens opgave at tage stilling til godkendelse af den enkelte køber af en andel i foreningen. På dette punkt adskiller andelsforeninger sig fra ejerforeninger. Dog gælder der særlige regler for køb af kolonihavehus.

Opløsning af en andelsboligforening kan ske ved generalforsamlingen, men kun hvis et flertal på mindst 80 % af alle mulige stemmer går ind herfor.

Almennyttige andelsboligforeninger har kun organisationsformen tilfælles med private andelsboligforeninger, og lejerne har ikke andel i foreningens formue.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig