amerikansk-engelsk

Amerikansk-engelsk, den hovedvariant af det engelske sprog, som har udviklet sig i USA og Canada siden 1600-t., og som skal sammenlignes med den anden hovedvariant, ofte kaldet britisk-engelsk, som er karakteristisk for middel- og overklassen i Storbritannien.

Det fælles udgangspunkt er engelsk, som det blev talt i England på Shakespeares tid. I kolonitiden lånte amerikansk-engelsk nye ord af indianerne og de mange indvandrere, hvis modersmål ikke var engelsk, mens britisk-engelsk undergik ændringer i udtale og grammatik. Under Den Amerikanske Revolution (1775-83) kom disse forskelle til at symbolisere de politiske modsætninger mellem republikanerne og den britiske krone. Amerikanske sprogpatrioter krævede, at amerikansk-engelsk skulle have status som selvstændigt nationalsprog. I spidsen stod ordbogsforfatteren Noah Webster, hvis American Dictionary of the English Language (1828) skilte sig ud ved ikke at hente sit materiale fra den engelske litteratur, men fra almindelig amerikansk sprogbrug.

Nationalsprogstanken mødte modstand hos den amerikanske akademiske elite, som ikke ønskede at frasige sig det engelske sprogs litterære arv. I de amerikanske skoler fik engelskundervisningen til opgave at "holde det engelske sprog rent", og normen var stort set britisk-engelsk skriftsprog. Indtil 1945 var den amerikanske middelklasses sprogbrug stadig kun beskrevet på tryk for ordforrådets vedkommende gennem den populære ordbogstradition. Prestigeudtalen, som den fx blev fremstillet af Hollywood, var New England koloniernes overklasseudtale, som lignede britisk-engelsk. Efter 1945 bygger prestigeudtalen på middelklassens udtale i et område, der dækker hele det vestlige og centrale USA. En vis regional variation til trods har den derfor kunnet beskrives som standardudtale, ofte kaldet Network English, idet den benyttes af de store tv-selskaber. De gængse grammatiske fremstillinger foreskriver derimod stadig en norm baseret på litterært skriftsprog.

De sproglige træk, hvorved amerikansk-engelsk adskiller sig fra britisk-engelsk, repræsenteres i både udtale, grammatik, ordforråd og stavning:

Udtalen indeholder de mest gennemgående karakteristika, hvoraf de to følgende er de vigtigste: r udtales altid, dvs. også efter vokal, i samme stavelse i ord som car, tears, murder. Ca. 150 almindelige ord, hvis oprindelige vokal er identisk med vokalen i cat, har i modsætning til britisk-engelsk bevaret denne vokal; det gælder fx ask, laugh, bath, dance.

Grammatikken i uformelt amerikansk-engelsk opviser betydeligt flere karakteristika, end man skulle tro på basis af det formelle skriftsprog. Adskillige vigtige træk forekommer dog også i skriftsproget. Det gælder fx den konsekvente brug af den ubøjede konjunktivform af verbet i that-sætninger, der udtrykker "det ønskelige" eller "det påkrævede" uden hjælpeverbum, også selvom that-sætningen har nægtelse: we suggested (that) he stay here; the only condition is that you not mention this to anyone.

Ordforrådet er blevet påvirket mærkbart af USA's særlige kulturhistorie. Antallet af ord, der enten er ukendte i britisk-engelsk eller (hyppigere) bruges anderledes, er meget stort, fx high school, co-ed, subway, truck, drugstore, realtor, pants, corn, cookie, apartment, condominium.

Stavningen er på en række punkter forskellig fra britisk-engelsk. Således har amerikansk-engelsk endelsen -or i ord som color, favor; endelsen -er i ord som center, theater; enkeltkonsonant foran endelse, der begynder med vokal efter tryksvag stavelse: counselor, kidnaper; dobbelt l i udlyd i trykstærk stavelse eller foran endelse, der begynder med konsonant: fulfill, skillful. Bemærk de uformelle former i annoncer o.l.: Open every nite Monday thru Friday.

Undervisningen i engelsk som fremmedsprog er baseret på amerikansk-engelsk i mange lande, fx i Latinamerika. I Europa derimod er "engelsk" traditionelt synonymt med britisk-engelsk. Efter 1945 har USA's voksende kulturelle indflydelse i et vist omfang givet amerikansk-engelsk indpas også i europæisk engelskundervisning.