Aikido er en japansk kampkunst og selvforsvarsteknik, der blev udviklet af Morihei Uyeshiba (1883-1969) omkring 1920.

Faktaboks

Etymologi
Ordet kommer fra japansk aikido, af ai 'harmoni', ki 'ånd' og do 'vej, regel'.

Teknik

Aikido
Aikido-udøvere med stok.
Af .
Licens: CC BY SA 4.0

Aikido er en form for meditation i bevægelse, hvor modstanderens aggressive energi bliver vendt mod ham selv. Gennem cirkulære bevægelser hvirvles angriberen rundt og bringes til fald, hvorefter han uskadeliggøres ved greb om primært hånd- og albueled, der fastlåser ham og forhindrer ham i at angribe på ny.

Aikido er udelukkende defensiv og består af forud aftalte øvelser, og da den angribende altid taber, har aikido i højere grad end andre former for japansk kampkunst modstået en ændring til moderne konkurrencesport. Uyeshibas mål var, at kampkunsten skulle bidrage til en fredeliggørelse af menneskeheden. Aikido dyrkes i store dele af verden, men har hverken i eller uden for Japan nået den samme udbredelse som karate og judo.

Aikido i Danmark

I Danmark dyrkes aikido af nogle hundrede personer af begge køn. Dansk Aikido Forbund organiserer ca. 25 klubber (2016).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig