affald - affaldsregulering

Opfyldelse af de prioriterede mål i affaldshierarkiet sker gennem lovgivning, affaldsregulering. Den går derfor i tre retninger, nemlig én der skal begrænse frembringelsen af affald, en anden der skal sikre mest mulig nyttiggørelse, og en tredje som skal sikre, at håndtering af affaldet ikke giver anledning til miljøskade eller sundhedsmæssige problemer. I praksis har det vist sig vanskeligt at finde et effektivt virkemiddel til at begrænse affaldsfrembringelsen.

Affaldsreguleringen koncentrerer sig om de to andre mål. Nyttiggørelse fremmes ved afgifter, krav til produkter baseret på livscyklusvurderinger, krav om at affald skal nyttiggøres og producentansvar for specielle affaldsfraktioner. Forsvarlig behandling sikres ved krav om offentlige godkendelser og kontrol.

Affaldsreguleringen er uoverskueligt omfattende, kompliceret og præges af mange specialregler, der ofte ikke er indbyrdes afstemt. Hertil kommer, at affaldsreguleringen fastsættes af flere regeludstedere – EU, Folketinget, Miljøministeren og kommunalbestyrelserne.

EU har ved direktiver og forordninger både fastsat de generelle rammer for affaldsreguleringen og mere specielle regler for fx affaldsforbrænding, affaldsdeponering, håndtering af udtjente køretøjer og elektronikskrot.

Folketinget har i Miljøbeskyttelsesloven fastsat den generelle ramme for de danske affaldsregler, der er udmøntet i en række bekendtgørelser fra Miljøministeren. Efter disse regler skal hver kommunalbestyrelse vedtage sine egne affaldsregulativer for forskellige fraktioner affald. Ifølge en opgørelse fra 2004 er der i Danmark 13.000 forskellige ordninger for affald.

I kraft af EU-rettens forrang gælder de nationale og kommunale regler kun, hvis de er forenelige med EU-reglerne. Tilsvarende skal bekendtgørelserne have hjemmel i lov, og de kommunale regulativer skal være hjemlet i lov og bekendtgørelse og i øvrigt være i overensstemmelse med EU-reglerne, hvilket langtfra altid er tilfældet.