abyssal

Abyssal, fællesbetegnelse for de dybeste dele af oceanerne, de organismer, der lever her, og sedimenter, aflejret på oceanbunden.

Faktaboks

Etymologi
Ordet abyssal kommer af græsk abyssos 'uden bund'.

1 sletter, der udgør vidtstrakte, flade dele af oceanbunden. De største er flere hundrede km brede og tusinder af km lange. Sletterne er mest almindelige i Atlanterhavet og mere sjældne i Indiske Ocean og i Stillehavet. Seismiske profiler viser, at de er dækket af et ca. 1 km tykt lag sedimenter, aflejret på et stærkt kuperet underlag af vulkanske bjergarter.

2 sedimenter, dybhavsslam, der overvejende består af velsorterede og finkornede sedimenter af organisk eller terrestrisk oprindelse. De organiske sedimenter er skaller af planktoniske organismer: Globigerina-slam er rester af foraminiferer, pteropod-slam af vingesnegle, kokkolith-slam af kokkolithoforider og radiolar-slam af radiolarer. I mere end 4000 m dybde opløses kalkskaller pga. et højt CO2-tryk, og sedimenterne består da af rødt dybhavsler. Langs kontinentalskrænten fører slamstrømme (turbiditer) grovere materialer ned i disse dybder og dækker oceanbunden. Se også dybhav (Dybhavssedimenter).

3 intrusive bjergarter, dannet dybt nede i jordskorpen.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig