Wolf Huber

Artikelstart

Wolf Huber, egl. Wolfgang Huber, 1480/1485-1553, tysk maler, tegner og grafiker, fra 1515 virksom i Passau, 1517-40 som hofmaler for fyrstbiskoppen.

Wolf Huber regnedes tidligere til den såkaldte Donauskole s.m. Albrecht Altdorfer og Lucas Cranach. Blandt hans tidlige malerier er Kristi afsked med Maria (1519, Kunsthistorisches Museum, Wien) og Anna-alteret fra Feldkirch (1520/21, Landesmuseum, Bregenz).

Det karakteristiske ved Hubers værker er den sarte, transparente lysbehandling og de stærkt oplyste rumkonstruktioner. Inspireret af humanisme og renæssance udviklede han en større plasticitet og perspektivisk gennemarbejdet komposition; manieristisk i sin udtryksform er Korsrejsningen (ca. 1550, Kunsthistorisches Museum, Wien).

Wolf Huber malede portrætter af bl.a. humanisten Jacob Ziegler (1544-49, Kunsthistorisches Museum, Wien) og filosoffen Paracelsus (udateret, findes kun i kopi, bl.a. i Louvre, Paris). Mest kendt er han dog for sin store grafiske produktion, overvejende pennetegninger.

I modsætning til Altbrecht Altdorfer byggede han gerne sine landskaber på naturiagttagelser; helt moderne virker tegningen fra Mondseeklosteret med silhuetten af bjerget Schafberg (1510, Germanisches Nationalmuseum, Nürnberg).

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig