West Bengal.

.

West Bengal, Vestbengalen, delstat i det nordøstlige Indien, der strækker sig fra Den Bengalske Havbugt i syd til Himalayabjergene i nord; 88.752 km2, 91,35 mio. indb. (2011). West Bengal udgør den indiske del af Bengalen og er en af Indiens tættest befolkede delstater. Den opstod ved Indiens deling i 1947, da den østlige del af Bengalen blev skilt ud som Østpakistan (senere Bangladesh). Hovedstaden Kolkata (indtil 1999 Calcutta) var indtil 1911 hovedstad i Britisk Indien.

Den sydlige del af West Bengal domineres af det flade, frugtbare Gangesdelta med bl.a. floden Hooghly, der løber fra Ganges i nord gennem Kolkata og ud i Den Bengalske Havbugt. Klimaet er tropisk med kraftig monsunregn om sommeren. Hvert år oversvømmes store områder, og floden efterlader frugtbare aflejringer. Helt mod syd er deltaet marskland med søer og mangrovesumpe. Tropiske orkaner fra Den Bengalske Havbugt forårsager her jævnlig store oversvømmelser med omfattende skader og tab af menneskeliv.

Ca. 75% af befolkningen er hinduer, 24% muslimer, og ganske få kristne, buddhister, sikher og jainaer. Hovedsproget er bengali. Siden 1977 har West Bengal været regeret af en venstrefløjskoalition anført af det indiske marxistiske kommunistparti. Tre fjerdedele af befolkningen ernærer sig ved landbrug. Ris er den vigtigste afgrøde. Selvom West Bengal udgør mindre end 3% af Indiens samlede areal, høster de bengalske bønder 16% af landets ris. Te og jute er vigtige salgsafgrøder; kendt er teplantagerne i bjergene omkring Darjeeling længst mod nord. Floder og søer udnyttes til dambrug og fiskeri.

Industrien har udviklet sig med udgangspunkt i millionbyen Kolkata og dens placering ved Hooghly og dermed adgangen til havet og indlandet mod nord via floder og kanaler. Der er bilindustri, skibsbygning, maskin- og kemisk industri. Jute fra West Bengal, kul og jernmalm fra Bihar og olie fra Assam udskibes fra Kolkata og de sydlige havnebyer. Mangrovesumpene i Gangesdeltaet, de såkaldte Sundarbans, er hjemsted for et rigt dyreliv, bl.a. en beskyttet bestand af bengalske tigre.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig