Faktaboks

Vuk Stefanović Karadžić

Undertiden blot Vuk Karadžić

Født
7. november 1787, Tršić i det nuværende Serbien, dengang Osmannerriget
Død
7. februar 1864, Wien i det nuværende Østrig, dengang i Østrig-Ungarn
Side fra Karadžić' ordbog med noter.
Side fra førsteudgaven af Vuk Stefanović Karadžić' ordbog Srpski rječnik istolkovan njemačkim i latinskim riječma ('Ordbog fra serbisk til tysk og latin') fra 1818 med forfatterens egne håndskrevne noter.
Af /Det Serbiske Akademis Bibliotek/Biblioteka SANU.

Vuk Stefanović Karadžić var en serbisk sprogreformator og folkemindesamler. Han hædres den dag i dag, især i Serbien, for sit livsværk.

I 1813 flygtede han til Wien efter at have deltaget i oprør mod osmannerne i sit hjemland (jf. Serbiens historie). Her lærte han den slovenske filolog Jernej Kopitar (1780-1844) at kende og blev af ham tilskyndet til at skrive en grammatik over det serbiske folkesprog og udgive to samlinger af serbiske folkesange (1814-1815), som blev oversat til flere europæiske sprog, heriblandt tysk, russisk, engelsk, fransk og svensk.

I 1818 udgav Karadžić en ordbog indeholdende en kort grammatik, der normerede et nyt serbisk standardsprog baseret på det folkelige sprog og en ortografi, hvis fornemste træk var overensstemmelse mellem lyd og skrift.

Med sin holdning til det folkelige sprog, der var inspireret af den tyske romantiske bevægelse (bl.a. Johann Christoph Adelung), kom Karadžić tidligt i konflikt med den ortodokse kirke og det litterære establishment i Serbien og Vojvodina, der skrev et russificeret kirkeligt sprog (slavenoserbski), langt fra almindelige menneskers sprog.

I 1847 udgav han sin oversættelse af Det Nye Testamente, der sammen med Branko Radičevićs digte, Petar Petrović Njegoš' epos Bjergkransen og filologen Djuro Daničićs skrifter, udgivet samme år, viste den folkelige norms bæredygtighed som moderne standardsprog, og i 1868 opnåede denne norm status af officiel serbisk sprognorm i det Serbiske fyrstendømme, der havde nydt en udstrakt selvstændighed fra Det Osmanniske Rige siden 1867, hvor osmannerne forlod Beograd.

På sine rejser rundt i de serbiske, montenegrinske og kroatiske lande indså Karadžić tidligt, at folket overalt talte det samme sprog, og han indgik i 1850 en aftale med fremtrædende repræsentanter for kroatisk åndsliv (heriblandt Ivan Mažuranić) om et program for et fælles sprog for serbere og kroater, der senere fik navnet serbokroatisk. Denne såkaldte Wieneraftale (Bečki književni dogovor) var grundlaget for normeringen af en fælles sprognorm for serbokroatisk lige til opløsningen af Jugoslavien i 1991.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig