Voyager. Principskitse af rumsonden. Energiforsyningen kommer fra tre termoelektriske generatorer (nederst), som omdanner varme fra radioaktive henfald af plutonium-238 til elektrisk energi. Kommunikationen med Jorden foregår med den store parabolantenne. Af instrumenter kan nævnes to kameraer, spektrometre, partikeldetektorer, magnetometre og en antenne til måling af radiostråling. Pladen til optisk kalibrering er af kendt farve og lysstyrke og blev brugt som reference af kameraer mv.

.

Voyager. Skematisk oversigt over Voyager-sondernes bane gennem Solsystemet. I februar 2001 var Voyager 1 12 mia. km (80 AE) fra Solen, og Voyager 2 9,5 mia. km (63 AE). Til sammenligning er afstanden fra Solen til Jorden 1 AE og fra Solen til Neptun 30 AE.

.

Voyager, to ubemandede amerikanske rumsonder, der i 1977 blev opsendt fra Kennedy Space Center med det formål at udforske Solsystemets to største planeter, Jupiter og Saturn.

Voyager 2 blev opsendt 20.8.1977, mens Voyager 1, der blev opsendt 5.9.1977, fulgte en kortere rute og nåede Jupiter i marts 1979 og Saturn i november 1980, hvor den også passerede tæt forbi månen Titan. Passagen drejede sondens bane, så Voyager 1 fortsatte højt op over planeternes baneplan (ekliptika).

Voyager 2 nåede Jupiter i juli 1979 og passerede Saturn i august 1981 på en sådan måde, at det var muligt at fortsætte til Uranus og Neptun. En særlig planetkonstellation, der kun optræder med 175 års mellemrum, gjorde det muligt at udnytte en såkaldt gravity-assist, så en sonde med et minimum af brændstof kan nå hele vejen ud gennem Solsystemet på meget kort tid. Voyager 2 passerede Uranus i januar 1986 og Neptun i august 1989.

Voyagersonderne forøgede dramatisk vores viden om de fire store ydre planeter, 48 af deres måner (hvoraf mange blev opdaget af sonderne) og planeternes ringsystemer og magnetfelter.

Oprindelig var sonderne designet til at kunne holde i fem år, men de fortsatte med at fungere ud over de 12 år, det varede for Voyager 2 at nå Neptun. Voyager 1 forlader Solsystemet i en retning, der peger 35° over baneplanet og med en fart på ca. 550 mio. km pr. år, mens Voyager 2 efter passagen af Neptun ændrede bane, så den fortsætter i en retning, der peger 48° under baneplanet med en fart på knap 500 mio. km pr. år.

Begge sonder fungerer stadig så godt (2013), at de kan sende informationer tilbage fra det interstellare rum.

September 2013 bekendtgjorde NASA, at man på baggrund af en analyse af data fra 2012, havde kunne ekstrapolere sig frem til, at Voyager 1 i august 2012 havde mødt interstellart plasma. Forskere fra JPL er enige i at Voyager 1 er i det interstellare rum, men at det er et grænselag, hvor Solens udbrud stadig har indflydelse. I det "rigtige" interstellare rum vil Voyager 1 bombarderes af stråling fra alle retninger, mens sonden i øjeblikket rammes af stråling i bestemte retninger.

Voyager 1 når den inderste kant af Oorts sky om 300 år, og vil derefter bruge 30.000 år på at flyve igennem skyen. På det tidspunkt vil den efter alle definitioner have forladt Solsystemet. NASAs Voyager-missions hjemmeside

I 2022 begyndte NASA at lukke sonderne ned for at spare på den energi, der er til rådighed for sonderne. Kun få af de ombordværende instrumenter fungerede fortsat.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig