Faktaboks

Vorslunde Kirke
Sogn
Vorslunde Sogn
Provsti
Grene Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Vejle Kommune

Vorslunde Kirke er en ganske enkel kirke, som ligger omgivet af marker og spredt bebyggelse godt syv kilometer vest for Give.

Kirkebygning

Kirken er opført i 1954 efter tegning af arkitekten Bertel Jensen (1893-1954), som også knap 20 år tidligere stod bag kirkerne i Vittrup og Børglum i Nordjylland, der er opført i lignende stil. Vorslunde Kirke er bygget med middelalderkirkerne som forbillede planmæssigt, med et langhus, en apsis i øst og et tårn i vest, mens de firkantede vinduer dog giver kirken et mere modernistisk præg. Udvendigt fremstår kirken helt enkel med hvidkalkede vægge og røde tegltage. Tårnet i har et saddeltag med gavle i øst og vest, og i hvert verdenshjørne to lydhuller til klokkerne.

Kirkens indre

Også indvendigt fremstår kirkerummet nøgternt og elegant. De hvidkalkede vægge og tilsvarende lyse teglstensgulve spejles i det varme, træfarvede inventar og det tilsvarende umalede bjælkeloft.

Inventar i Vorslunde Kirke

Det enkle inventar stammer med få undtagelser fra indvielsen. Døbefonten er af granit og er udsmykket med en tovstav på randen samt en indskrift der citerer Lukasevangeliet.

Prædikestolen er en helt enkel trækonstruktion i umalet træ, hvilket også gælder bænkene. Altertavlen er tilsvarende umalet, men er udsmykket med fint udførte relieffer der forestiller bibelske scener, i midten Jesus med samaritanerkvinden ved brønden i reference til Johannesevangeliet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig