VisitDenmark er en dansk turismeorganisation, der har til opgave at udvikle og markedsføre dansk turisme.

Faktaboks

Også kendt som

Danmarks Turistråd (før 2005)

Disse opgaver blev samlet i organisationen i 1967, da den daværende Turistforeningen for Danmark blev nedlagt. De foreningsbaserede aktiviteter og hjemmemarkedsturismen overgik til Samvirkende danske Turistforeninger, mens VisitDenmark forestod udlandsaktiviteterne via kontorer i de markeder, der er vigtigst for dansk turisme. Organisationens opgaver blev fra 1988 udvidet til også at bearbejde hjemmemarkedet, og fra 1994 fremmer VisitDenmark desuden erhvervsturisme.

VisitDenmark blev 2010 lovfæstet ved Lov om VisitDenmark, og der blev dermed i højere grad lagt vægt på opgaver målrettet den internationale markedsføring over for ferie- og forretningsgæster. VisitDenmark bearbejder dansk turismes vigtigste markeder, bl.a. Tyskland, Norge og Sverige, og har markedskontorer i flere lande.

Siden 1989 har organisationens aktiviteter i stigende grad været medfinansieret af private danske og udenlandske turistvirksomheder. I 2022 udgjorde statens bidrag til VisitDenmarks virksomhed 136,5 millioner kr., mens den private medfinansiering var på 84 millioner kr.

Læs mere i Den Store Danske

Eksternt link

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig