Vindinge Kirke er en stor og velbevaret gotisk kirke med større til- og ombygninger fra den sengotiske periode og renæssancen, der vidner om senere tiders smag og behov til kirken. Desuden er der i kirken bevaret et rigt middelalderligt inventar med en stor, sengotisk altertavle og figurer af Claus Berg samt en barok prædikestol angiveligt af Anders Mortensen.

Kirken ligger højt på en bakke midt i den langstrakte by lige vest for Nyborg.

Kirkebygningen

Den højgotiske kirke fra anden halvdel af 1300-tallet kaldes en langhuskirke, da den har et langt kirkerum, hvor skibet og koret går i et. I den sengotiske periode i 1400-tallet tilføjede man de to tværskibe, og senere i middelalderen byggede man et våbenhus mod syd og et stort tårn mod vest.

I dag er kirken hvidkalket med røde tegltage, men den ar oprindeligt i blank mur med synlige byggematerialer.

Den højgotiske kirke

Kirken er opført i den højgotiske periode. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I det ydre er langhuset inddelt i fag ved støttepiller, og herimellem var der oprindeligt høje, smalle, spidsbuede vinduer. De er dog senere blevet udskiftet til de nuværende.

De sengotiske om- og tilbygninger

I den sengotiske periode i 1400-tallet opførte man to tværskibe på nord- og sydsiden. De havde begge oprindeligt kamtakkede gavle med rige blændingssystemer. Det er endnu bevaret på nordsiden.

Senere blev også våbenhuset med halvtag (nu ligkapel) opført med kamtakket gavl og det svære tårn. Tårnet er så stort, at det på hver side har tre glamhuller til klokkernes lyd sat i dobbelte rundbuede felter. Dets taggavle er dekoreret med kamtakker og blændinger.

Renæssancens ombygninger

I renæssancen gav man taggavlen på koret og det sydlige tværskib de svungne kamme med små fialer, dvs. små murede spir og rundbuet top, og man byggede gavlkvistene på tårnets nord- og sydside. De er alle af samme renæssancetype, som man finder på Holckenhavn.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Her byggede man med teglstenene de lette, opadstræbende hvælv.

Kalkmalerier i Vindinge Kirke

I Vindinge Kirke er der kalkmalerier fra den gotiske periode omkring 1470-1500 af Gudbjergværkstedet og fra renæssancen 1600-1630.

På arkadebuen mellem skibet og det søndre tværskib er der en pieta, som er en type af figurgruppe, hvor den sørgende Maria sidder med Kristus lig. Den har sandsynligvis fungeret som udsmykning til et sidealter, der var placeret umiddelbart nedenunder. Billedet er af høj kunstnerisk kvalitet. Derudover er der umiddelbart nedenunder et indridset indvielseskors med hul til lyspiggen samt sodspor efter lyset.

Den efterreformatoriske Kristusfigur i tårnet er en sjælden repræsentant for denne billedkategori.

Inventar og gravminder i Vindinge Kirke

I Vindinge Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og barokken er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Altertavlen fra omkring år 1480 er sengotisk i stil. Den har i det midterste felt en scene med korsfæstelsen, og i sidefløjene er der figurer af de 12 apostle. På ydersiden af skabslågerne er der malerier af lidelsehistorien.

Der er desuden i det nordlige sideskib bevaret sengotiske figurer fra tre sidealtre udført af Claus Berg i Odense fra omkring 1520. Det er Antonius, Kristoforus og Mathæus samt en figurgruppe af Marias himmelkroning.

Der er ligeledes bevaret et korbuekrucifiks fra den sengotiske periode i 1520’erne af Claus Berg. Som navnet antyder hang det oprindeligt på dets traditionelle plads over korbuen.

Barokkens inventar

Prædikestolen fra omkring 1650 er udført i barok stil. Den er muligvis af Anders Mortensen i Odense, og den har i fagene ovale felter med relieffer af bibelske scener.

Historicismens inventar

Døbefonten i norsk marmor har en lav kumme og et højt, slankt skaft over en kvadratisk fod. Den er fra 1853.

Gravminder

Det søndre tværskib er er ved et trægitter omkring år 1600 adskilt fra resten af kirken, og det tjener som gravkapel for den Holck’ske familie. I kapellet og krypten under det er der adskillige kister og gravsten samt en gravrustning fra ca. 1700.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig