Kommunistpartiets hovedkvarter i Hanoi
Af .
Licens: CC BY 2.0

Vietnams kommunistiske parti blev dannet den 3. februar 1930 med det formål at befri Indokina fra kolonimagten Frankrig og gennemføre en socialistisk revolution. I spidsen for partiet stod Ho Chi Minh. Kommunistpartiet spillede en afgørende rolle i kampen for vietnamesisk uafhængighed, herunder under den første Indokinakrig (1946-1954) mod franskmændene.

Faktaboks

Også kendt som

Đảng Cộng sản Việt Nam

Efter Genève-aftalerne i 1954 overtog kommunistpartiet magten i Nordvietnam, og frem til genforeningen stod kommunistpartiet sammen med dets sydvietnamesiske allierede, FNL, i spidsen for kampen mod Sydvietnams regering og USA i Vietnamkrigen.

Efter genforeningen i 1975 overtog kommunistpartiet magten over hele Vietnam og spillede en afgørende rolle i genopbygningen af det sønderbombede land. Đổi Mới-reformerne i 1986 og den efterfølgende åbning over for omverdenen bidrog til årtiers økonomiske vækstrater på over 6 procent om året, hvilket løftede mange millioner vietnamesere ud af fattigdom.

Kommunistpartiet har en leninistisk struktur og er det eneste tilladte parti i landet.

Partiets ledelse

Vietnam har tradition for et kollektivt lederskab og er de seneste årtier blevet ledet af en kvartet bestående af generalsekretæren for kommunistpartiet, præsidenten, premierministeren og formanden for nationalforsamlingen. I denne kvartet er generalsekretæren for kommunistpartiet de facto lederen. Alle fire er medlemmer af politbureauet. Det tilstræbes, at der altid er en repræsentant for det nordlige, centrale og sydlige Vietnam blandt de fire.

Vietnams partikongres

Partikongressen repræsenterer det højeste beslutningsniveau i Vietnam og afholdes hvert femte år. Indtil videre har der været afholdt 13 partikongresser, den seneste i 2021.

På kongressen fremlægger generalsekretæren for partiet en politisk rapport, der danner grundlag for godkendelse af partiets socioøkonomiske fem- og tiårsplaner. Kongressen fastlægger desuden Vietnams sikkerheds-, udenrigs- og forsvarspolitiske prioriteter for det kommende årti. På kongressen vælges centralkomiteen for den kommende femårige periode.

Centralkomiteen

Centralkomiteen er partiets højeste besluttende organ mellem de nationale kongresser. Den består af 200 personer med bred repræsentation fra landets provinser.

Centralkomiteen mødes mindst to gange om året. Den afholder sit første plenum på kongressens sidste dag for formelt at vælge generalsekretæren for kommunistpartiet og politbureauet, men i praksis er beslutningerne taget af partitoppen inden kongressen.

Politbureauet

Politbureauet består af de 18 højest rangerede personer i kommunistpartiet med generalsekretæren i spidsen. Kun personer, der har haft en fuld femårig periode i centralkomiteen, kan indvælges.

Politbureauet er landets daglige politiske ledelse mellem de halvårlige møder i Centralkomiteen og har ansvaret for at gennemføre den politik, der enten er fastlagt på den seneste kongres eller i centralkomiteen. Regeringen, med premierministeren i spidsen, konsulterer i alle større spørgsmål politbureauet.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig