Vichy, fransk by 120 km NV for Lyon ved Allier; ca. 25.300 indb. (2013). Byen var kendt af romerne for sine mineralholdige kilder, og den har været en internationalt kendt kurby for aristokratiet og overklassen med en blomstringstid i anden halvdel af 1800-t. og frem til 1930'erne.

Vichy var sæde for den franske regering 1940-44 (se Vichystyret). I dag er byens funktion som kursted begrænset, men de mange hoteller og pensionater fra 1800-t. giver byen en særlig atmosfære. Vichy har nogen industri, bl.a. tapning og eksport af mineralvand samt produktion af skønhedspræparater.

I antikken hed stedet Aquae Calidae, senere Vicus Calidae, opkaldt efter de varme kilder. Identifikationen med det senere Vichy er dog usikker.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig