Faktaboks

Vestre Fængsel Kirke
Sogn
Vesterbro Sogn
Provsti
Vor Frue-Vesterbro Provsti
Stift
Københavns Stift
Kommune
Københavns Kommune

Vestre Fængsel Kirke ligger i Vestre Fængsel, hvorfor man skal være indsat eller ansat for at få adgang. Den er bygget som en del af fængslets kompleks.

Kirkebygningen

Kirken og komplekset er fra 1895, og det er opført efter tegning af arkitekt Ludvig Fenger. Dets hovedbygninger er udformet som et kors med kirken i den nordvestlige arm. Som det resterende kompleks er kirken i blank mur med synlige gule teglsten med røde, horisontale bånd og detaljer samt røde tegltage. Over kirkens midte er der et lille zinkindfattet spir på taget, en såkaldt tagrytter.

Kirken

Danske kirker ligger normalt stik øst-vest, men i Vestre Fængsel Kirke afviger korets orientering en del, da kompleksets arme er forskudt omtrent 45 grader fra verdenshjørnerne.

Fængslet i fire etager er bygget op omkring en korsformet plan. I den nordvestlige korsarm er en del af længen kun i to etager, og i den lavere dels midte hæver kirkens sig op i fuld højde på fire etager. Kirken ligger i de to øverste etager, og den har fem brede fag med store, rundbuede vinduer. Vinduerne er fremhævet med buer i røde og gule teglsten, og kirkens gavle er som fængslets øvrige trappeformede med brede kamtakker.

Kirkens indre

Det hvidmalede kirkerum har bjælkeloft med kassetter, og der er parketgulv. Koret er kun afgrænset ved et enkelt trin umiddelbart omkring alteret. I den modsatte ende fører to trapper op til et orgelpulpitur, dvs. et ophøjet galleri til orglet, over indgangspartiet.

Inventar i Vestre Fængsel Kirke

I Vestre Fængsel Kirke er inventaret fra en gennemgribende renovering i 2002. Her udsmykkede kunstneren Peter Bonde kirkesalen, hvor bl.a. vinduerne blev sandblæst angiveligt med motiver fra kunstnerens egen 40-års fødselsdag.

Alterbordet i finér er enkelt og lyst, hvorpå der står et traditionelt krucifiks. Bag det hænger kunstnerens abstrakte portrætter af Faderen, Sønnen og Helligånden, som er holdt i lyse nuancer.

Døbefonten er en lyserød, overskåret olietønde, og i stedet for traditionelle træbænke, er der bænke med farvede hynder og ingen ryglæn.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig