Nu begyndte en langsom demokratiseringsproces, som førte til lokalvalg i 1945. Samme år banede et militærkup vejen for indsættelsen af et nyt politisk styre, ledet af det nye socialdemokratiske parti Acción Democráticas stifter, Rómulo Betancourt. Der afholdtes præsidentvalg i 1947; regeringspartiet vandt stort, og forfatteren Rómulo Gallegos blev i 1948 landets første folkevalgte præsident. Få måneder efter gennemførtes endnu et militærkup; det nye styre forbød Acción Democrática, hvis ledere gik i eksil. En militæropstand i 1958 førte til nye valg, og Betancourt tiltrådte i 1959 som præsident. Det nye styre gennemførte jordreformer i 1960, men kom også til at stå over for udfordringen fra radikale guerillagruppers virke i landet igennem 1960'erne. Valget i 1968 blev vundet af Rafael Caldera (1916-2009) fra det kristelige demokratiske parti COPEI (Comité Pro-Elecciones Independientes).
I 1960 dannede Venezuela sammen med Iran, Irak, Kuwait og Saudi-Arabien organisationen af olieeksporterende lande, OPEC. Samarbejdet førte til stigende oliepriser på verdensmarkedet fra 1973, og dermed fulgte en kolossal velstand for Venezuela.
Under den socialdemokratiske præsident Carlos Andrés Pérez blev olieindustrien i 1976 overtaget af staten, og der blev herefter foretaget store statslige investeringer i industri, byggeri og uddannelse, men en del af velstanden førte til et omfattende luksusforbrug af importerede varer og en svækkelse af den hjemlige produktion. Statens stærke deltagelse i samfundsøkonomien og dens betydelige andel i eksportindtægterne førte til udviklingen af en af den kapitalistiske verdens mest udbyggede planøkonomier med styring af beskæftigelse, produktion og priser gennem subsidiering af varer og tjenesteydelser.
Olieprisernes kraftige fald i første halvdel af 1980'erne bragte Venezuela ud i en langstrakt økonomisk og politisk krise med sociale uroligheder og kupforsøg. Regeringen forsøgte at fastholde statens økonomiske rolle, men med valget af Carlos Andrés Pérez, der betragtedes som 1970'ernes mirakelmager, indledtes fra 1989 et privatiserings- og liberaliseringsprogram. Det mødte massiv modstand; i 1992 blev et kupforsøg ledet af officeren Hugo Chávez slået ned, og året efter blev Carlos Andrés Pérez afsat under anklage for korruption. De fortsatte økonomiske problemer førte i 1998 til, at Hugo Chávez i spidsen for en nydannet protestbevægelse blev valgt til præsident. Splittelse inden for bevægelsen har ført til øget kritik af Chávez, men den folkelige opbakning var fortsat betydelig.
Hugo Chávez, der indtog præsidentposten i 1999, konsoliderede sin position ved at blive genvalgt i 2000 med 59% af stemmerne, men hans popularitet faldt derpå drastisk. Han øgede de sociale budgetter til gavn for sine kernevælgere, de fattige, men løb ind i modvind, da han forgæves forsøgte at tage magten i landets største fagforbund. Protesterne i de store byer voksede, da han dekreterede højere skatter i oliesektoren og en større jordreform. Det kom til generalstrejke og massedemonstrationer samt et mislykket halvanden dag langt kupforsøg i april 2002. En politisk svækket Chávez lovede derefter at føre en mere forsonlig linje.
Hugo Chávez' havde stadig en stor del af befolkningen imod sig; i 2004 var der en folkeafstemning om hans politik som han dog vandt med ca. 58% af stemmerne. Internationale observatører godkendte afstemningen. Oppositionen boykottede et parlamentsvalg i 2005, så alle pladser blev besat af kandidater, der var positive over for Chávez.
Udenrigspolitisk tog Chávez i stigende grad afstand fra USA og forsøgte at skabe et regionalt netværk af latinamerikanske lande. Han styrkede båndene til en række caribiske lande, først og fremmest Cuba og dets leder Fidel Castro, men også til Bolivia, Argentina, Chile, Ecuador og Brasilien. På den globale scene fik Venezuela tættere bånd til bl.a. Rusland og Iran.
I 2006 blev Hugo Chávez valgt til præsident for tredje gang. Det udløste international kritik, da parlamentet i begyndelsen af 2007 gav Chávez ret til i 18 måneder at regere pr. dekret som led i bestræbelserne på at gennemføre omfattende nationaliseringer, bl.a. inden for energisektoren.
Hugo Chávez påtog sig i flere tilfælde påtaget sig rollen som mægler i forhold til den colombianske oprørsbevægelse FARC, og løsladelsen af seks gidsler i begyndelsen af 2008 var en propagandasejr for ham.
Et anspændt forhold til Colombia udviklede sig til en egentlig diplomatisk krise, efter at colombiansk militær på ecuadoriansk territorium havde dræbt en af FARC's ledere.
I 2012 vandt en da kræftsyg Chávez endnu en embedsperiode, men han døde året efter. Vicepræsident Nicolás Maduro overtog derpå præsidentposten og lovede at fortsætte forgængerens politik. I foråret 2014 kom det til protester mod regeringen, som førte til voldsomme uroligheder med 28 dræbte i Caracas.
Den vedvarende utilfredshed mod regeringen, som ikke viste sig i stand til at løse problemer omkring en meget høj rate af voldelig kriminalitet, en galopperende inflation samt store sociale problemer, resulterede i december 2015 i en jordskredssejr til oppositionen ved parlamentsvalget. Under den fortsatte økonomiske krise iværksatte Maduro-regeringen i 2016 foranstaltninger som f.eks. en todages arbejdsuge for offentligt ansatte, devaluering, hævede benzinpriser samt dekreterede at alle offentligt eller privat ansatte i landet kunne udskrives til to måneders arbejde i fødevaresektoren.
Læs mere om Venezuela.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.