Maracaibo

Artikelstart

Maracaibo er Venezuelas næststørste by (efter Caracas) og vigtigste havneby. Maracaibo havde i 2013 2,0 millioner indbyggere. Byen ligger ved Maracaibosøen, der rummer landets vigtigste oliefelter. Fra søbredden har man udsigt over olieraffinaderierne, der dog ofte er indhyllet i en sky af forurening. Byen rummer også metal-, tekstil- og fødevareindustri. Maracaibo er én af Sydamerikas hedeste byer.

Maracaibo blev grundlagt af de tyske administratorer, som i 1530'erne af den spanske konge havde fået koncession på kolonien Venezuela. Byen blev plyndret af pirater i 1667 og 1669. Fra 1800-tallets begyndelse var byen af stor betydning for udskibningen af kaffe, der fra Andesbjergene blev bragt til bredden af den store Maracaibosø og sejlet til dennes udmunding i Det Caribiske Hav.

Maracaibofeltet

Maracaibofeltet er et af verdens største oliefelter. Det blev opdaget i 1914 og leverede i 1996 70 procent af Venezuelas og dermed 3,4 procent af verdens olie. Der er rørledninger til raffinaderier og udskibningshavne på halvøen Paraguaná 170 km mod nordøst.

Maracaibosøen

Maracaibosøen er 13.800 km2. Maracaibosøen og det omliggende sumpede lavland er dannet som et fladbundet indsynkningsbækken i forbindelse med opfoldningen af de nordøstligste Andesbjerge, Cordilleras. Søen er en 250 m dyb afsnøret havbugt, der ved et 9 km bredt sund står i forbindelse med Det Caribiske Hav. Den er stærkt forurenet af olieaktiviteterne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig