Venezuela - geografi

Hele landet ligger i det tropiske klimabælte. Temperaturen aftager med højden, mens forskellen mellem varmeste og koldeste måned kun er 1-3 °C. Kun i de højeste bjergområder kan frost forekomme. Nedbøren er meget varierende efter lokale forhold, især afhængigt af bjergsidernes eksponering, men generelt falder der mest nedbør i sommertiden og mere nedbør, jo nærmere man er ækvator. Den caribiske kyst modtager årlig 280-400 mm, mens Amazonas får 2000-3000 mm. Den dominerende vind året rundt er de fleste steder nordøstpassaten. Frem for at tale om sommer og vinter skelner man mellem den tørre årstid fra december til april/maj og den våde årstid resten af året. I den våde årstid passerer den intertropiske konvergenszone gennem landet to gange, hvilket afspejles i nedbørens årskurve, der har to toppunkter, i maj og oktober, undtagen mod nord.

Den naturlige vegetation spænder fra mangrove ved Maracaibosøen og busksteppe med kaktus og agave ved nordkysten over græssavanne med spredte træer på Llanos til regnskov i Amazonas.

Næsten hele befolkningen består af indvandrere og deres efterkommere. Den største etniske gruppe, ca. 70%, er mestizer. De hvide, fortrinsvis fra Spanien, Sydeuropa eller USA, udgør 20%, mens den sorte befolkningsgruppe tæller 9%, kinesere 2%, og de indianske folk ca. 1%. De etniske grupper afspejles i den geografiske fordeling. De indianske stammer holder ofte til i svært tilgængelige områder, fx i den nordvestlige del af landet mod grænsen til Colombia eller i Amazonas, hvor de lever af jagt, fiskeri, agerbrug, kvægavl eller den spirende turisme, mens de sorte hyppigt arbejder i oliesektoren ved Maracaibofeltet eller i havnene langs den caribiske kyst. De hvide og mestizerne dominerer de store bysamfund. 40% af befolkningen bor i de fire største byer (Caracas, Maracaibo, Valencia og Barquisimeto). Når de hvide udgør så stor en andel af befolkningen, skyldes det massiv indvandring efter 1945. I 1950 udgjorde de kun 3%. Oliesektoren har fra begyndelsen måttet tilkalde udenlandske eksperter og faglært arbejdskraft, og Venezuela har også gennem tiderne inviteret fremmed arbejdskraft for at udvikle landbruget og andre erhverv.

Til støtte for den økonomiske udvikling foretrækkes i dag (2001) indvandrere med god uddannelsesmæssig baggrund fra USA og Vesteuropa, samtidig med at colombianere mere eller mindre illegalt udfører lavtlønsarbejde på virksomheder, i hjemmene og i landbruget. Foruden de officielt registrerede indbyggere skønnes ca. 2 mio. illegale indvandrere at opholde sig i landet, heraf 1,5 mio. fra Colombia, de øvrige fra Ecuador og Peru.

Befolkningstilvæksten er faldet fra 2,5% i 1990 til 1,4% i 2006; befolkningen er ret ung; kun ca. 4% er over 65 år, mens ca. 66% er under 30. Dødsraten er på knap 5‰. Levestandarden var i 1970'erne nået op på et sydeuropæisk niveau, men har siden været faldende. Den økonomiske ulighed er betydelig, idet 80% af befolkningen kan karakteriseres som fattige. Den politiske og økonomiske indflydelse afspejles ofte i hudfarven; mørk hud vil tit være forbundet med kort uddannelse, lav indkomst og stor arbejdsløshedsrisiko.

Landbrug, skovbrug og fiskeri bidrog i 1998 med 5% af BNP og beskæftigede ca. 11% af arbejdsstyrken. Af disse erhvervs produktionsværdi kom 45% fra husdyrbrug, 40% fra agerbrug og 10% fra fiskeri. Olieudviklingens store betydning for økonomien har været medvirkende til, at de ovennævnte erhverv kun har haft ringe offentlig bevågenhed. Venezuela er fx ikke selvforsynende med fødevarer, og under 5% af landet er opdyrket.

Agerbrug findes især i Cordillererne, mens kvæg hovedsagelig græsser på Llanos ved Orinoco. En jordreform fra 1960 har søgt at ændre den historisk meget skæve jordfordeling. I dag kan landbrugene inddeles i tre typer. De moderniserede brug, ofte over 20 ha, anvender mekanisk kraft samt kunstgødning og drives ofte som plantagebrug med sukkerrør, ris eller bomuld. De små familiebrug dyrker majs og bønner til det lokale marked og kaffe og kakao til eksport. Kvægbrugene råder hyppigt over mere end 2000 ha. Landbrugets vigtigste eksportvarer er kaffe, kakao og frugt, men samlet udgør de under 2% af eksporten.

Olie og industri. Gennem 1900-t. har Maracaibooliefeltet, der blev åbnet 1917, haft afgørende betydning for landets økonomi. I dag udvindes der også olie på Llanos, i Orinocodeltaet og offshore. Af andre råstoffer findes der naturgas, kul, jernmalm (ved Mont Bolívar og El Pao), bauxit, zink, kobber, nikkel, diamanter og guld; heraf er jern vigtigst. Der er et betydeligt vandkraftpotentiale ved bl.a. Caroní, hvor verdens største vandkraftværk er anlagt ved Represa de Guri (Guri Dam).

Olieraffinaderierne og den tilhørende petrokemiske industri ligger ved El Tablazo, ved Maracaibofeltet og nær Puerto Cabello. Forbrugsvareindustrierne (fødevarer, tobak, tekstil og beklædning samt bilsamlefabrikker) ligger ved de fire største byer, mens sværindustrier er anlagt ved Ciudad Guayana/Puerto Ordaz (integreret jern- og stålværk) og San Tomé (aluminiumindustri). Industrien udviklede sig mellem 1950 og 1989, beskyttet af høj told og importbegrænsninger, og i 1970'erne blev jernminerne samt olie- og gasfelterne nationaliseret. Siden er økonomien liberaliseret, og visse brancher, fx telekommunikation og IT-branchen, er privatiseret. En del virksomheder er dog stadig afhængige af udenlandsk ekspertise i produktions- og afsætningsled.

Turismen er i stærk vækst. Charterturismen går især til ferieøen Margarita i Det Caribiske Hav, men natur og dyreliv er også blevet et rejsemål. Venezuela har over 40 nationalparker, hvoraf de syv, der ligger i Amazonas, alene dækker et areal på 53.000 km². Turismen, der i flere perioder har bidraget væsentligt til økonomien, rammes dog hårdt af de undertiden politisk urolige forhold i landet.

Transportsystemet er veludviklet i de tætbefolkede områder mod nord og er baseret på vejtransport og skibsfart. Langs kysten forbinder et hovedvejssystem byerne fra Maracaibo til Cumaná. En strækning af Pan-American Highway går fra Caracas mod SV til Colombia, mens Brasilien kan nås via en udløber af hovedvejen Caracas-Barcelona-Ciudad Bolívar. De tyndtbefolkede områder i landets indre betjenes især af fly. Jernbanenettet er beskedent; skinnerne mellem Guyanas Højland og Ciudad Guayana transporterer især malm. De indre vandveje spiller størst rolle ved Maracaibosøen og Orinoco, hvor oceangående skibe kan nå Ciudad Guayana via en kanal gennem deltaet.

Læs videre om sprog i Venezuela eller læs om Venezuela generelt.