Faktaboks

Ursula Reuter Christiansen
Født
13. februar 1943

Ursula Reuter Christiansen er en tysk-dansk billedkunstner; gift med Henning Christiansen, fra 1968 bosat i Danmark. Efter studier på kunstakademiet i Düsseldorf i 1965-1969 hos blandt andre Joseph Beuys har hun arbejdet ud fra teorien om samspillet mellem kunst og liv, men knyttet til kvindebevægelsens dogmer.

Ballasten fra den tyske romantiske tradition har dog haft størst betydning for hendes malerier og installationer, udtrykt i en fantasifuld og glødende kredsen om livets store temaer, lidenskab, fødsel og død.

Ursula Reuter Christiansen var professor ved kunstakademiet i Hamburg i 1992-1997 og professor i malerkunst ved Kunstakademiet i København i 1997-2006.

I 2001 repræsenterede hun s.m. Henning Christiansen Danmark på Biennalen i Venezia.

Ursula Reuter Christiansens værker er blevet vist på flere store museumsudstillinger, bl.a. Kast en brand (2000) på Brandts og Vejen Kunstmuseum og Den røde tråd (2008-2009) på Randers Kunstmuseum. Hun er repræsenteret på flere museer, bl.a. Statens Museum for Kunst, Kobberstiksamlingen, ARoS og Vejle Kunstmuseum.

Ursula Reuter Christiansen modtog i 2011 Eckersbergs Medalje; hun modtager desuden Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig