Ungarnsk film

Ungarn - film, Det første ungarske filmstudie oprettedes i 1912, men i de næste årtier valgte flere filmfolk at arbejde i udlandet, fx Paul Fejos (egl. Pál Fejős, 1897-1963), der bl.a. arbejdede i USA og Danmark, Michael Curtiz (egl. Mihály Kertész), som i Hollywood bl.a. lavede Casablanca (1942), og Alexander Korda (egl. Sándor Kellner), der blev en central skikkelse i britisk film.

Blandt de væsentlige ungarske film efter 2. Verdenskrig er Géza Radványis (1907-86) Et sted i Europa (1947), med manuskript af Béla Balázs, og Zoltán Fábris (1917-94) politisk kontroversielle Professor Hannibal (1956). I 1960'erne og 1970'erne kom et nybrud med bl.a. Márta Mészáros (f. 1931) selvbiografisk farvede film, István Gaáls (f. 1933) Falkene (1970) og Pál Gábors (1932-87) Angi Vera (1979); hovedskikkelserne er Miklós Jancsó, der har præget ungarsk film siden 1950'erne med bl.a. formalistiske fremstillinger af ungarsk historie, og István Szabó med bl.a. Mephisto (1981) og Sunshine (1999).

Vigtigste nyere navn er Béla Tarr (f. 1955) med bl.a. den syv timer lange Sátántango (1994, dvs. Satans tango).

Læs mere om Ungarn.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig