Ullerslev Kirke er en fint bevaret romansk kirke med større til- og ombygninger fra den gotiske periode, der vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken. Desuden er der i kirken bevaret kalkmalerier fra gotikken og inventar fra middelalderen og renæssancen, hvor særligt den gotiske prædikestol skal bemærkes.

Kirken ligger malerisk på en høj i den centrale del af det nordlige Ullerslev ud til den gamle hovedvej til Odense ca. 10 kilometer nordvest for Nyborg.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor med apsis og skib. I den sengotiske periode opførte man et tårn mod vest og tilføjede et våbenhus mod syd.

I dag er kirken hvidkalket, og den har blytage og røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Ullerslev er kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Både skibets og korets langmure har haft små romanske vinduer, og der er endnu et i brug i apsissens østside.

Både korets østlig gavl er glat, mens skibets gavlkam i den sengotiske periode har fået små fialer, dvs. små murede spir, og øverst et messeklokkespir. Spirets afdækning har en barok form, og den er angiveligt skiftet i 1700-tallet.

De gotiske om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den sengotiske periode opførte man tårnet ud for skibets vestlige gavl. Det har under taget fladbuede glamhuller til klokkernes lyd og på taggavlene kamtakker og dekorationer af blændinger.

Våbenhuset på skibets sydside er ligeledes sengotisk. Det har på taggavlen spidsbuede blændinger svarende til tårnets og på kammen tinder som på skibets.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med udførlige, kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke. I apsissen er der dog bevaret et halvkuppelhvælv fra den tidligere, romanske periode.

Kalkmalerier i Ullerslev Kirke

I Ullerslev Kirke er der kalkmalerier fra den gotiske af Kongstedværkstedet omkring 1425-1440 og fra den sengotiske periode udført af Brylleværkstedet omkring 1480-1500.

Den gotiske udsmykning af Kongstedværkstedet kan ses i korets hvælv. Udsmykningen er beslægtet med vestsjællandske malerier fra første halvdel af 1400-tallet. Her er bevaret en afbildning af korsfæstelsen.

Skibets tre hvælv har murmesterbemalinger fra formentlig tre forskellige tidspunkter, henholdsvis 1485, 1487 og 1400-tallets sidste årti. Tre forskellige udmalinger med så få års mellemrum forekommer ikke så ofte. Udmalingen består af ornamentale borter på hvælvene, passerrosetter og indskrifter.

Inventar og gravminder i Ullerslev Kirke

I Ullerslev Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen og renæssancen er rigt repræsenteret.

Middelalderens inventar

Foran norddøren står der i skibet en romansk døbefont af granit. Den er af den såkaldte Vindinge-type.

Prædikestolen er fra den sengotiske periode. Den har i fagene såkaldte foldeværk, der giver mindelser om draperier. De er dog fornyet i den nederste del. Fagene er adskilt af snoede søjler.

Renæssances inventar

Altertavlen fra omkring år 1584 er som alterbordets paneler med arkader fra renæssancen. Den har i midten et maleri fra 1936. Det er en kopi efter et værk af C.W. Eckersberg, der afbilder Kristus i Getsemane Have, og det er signeret Hans R. Det flankeres af udskårne og bemalede vinger, og ovenover er der en gesims. Øverst mangler der et såkaldt topstykke, der visuelt har afsluttet tavlens form.

Der er ligeledes bevaret et krucifiks fra 1600-tallet på skibets nordvæg over den tilmurede norddør, hvor selve dørfløjen dog er bevaret fra 1586.

Gravminder

I kirken er der flere gravsten bevaret fra 1500- og 1600-tallet.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig