Faktaboks

Ulfkær Kirke
Sogn
Ulfborg Sogn
Provsti
Ringkøbing Provsti
Stift
Ribe Stift
Kommune
Holstebro Kommune
Ulfkær Kirke
Ulfkær Kirke er opført i år 1900 og ligger på hovedgaden i stationsbyen Ulfborg. Foto fra 2011.
Af .
Licens: CC BY SA 3.0

Ulfkær Kirke er en sognekirke, der er opført i år 1900. Kirken ligger på hovedgaden i stationsbyen Ulfborg, der efter jernbanens anlæggelse i 1875 voksede støt. Kirken ligger adskilt fra kirkegården, der et par år senere er anlagt godt 200 meter længere mod syd.

Kirkebygningen

Kirken er en historiserende bygning i nyromanske og nygotiske former. Den er opført af røde mursten med skifertag og består af kor, skib og tårn, sidstnævnte med såkaldt facetteret pyramidespir.

Kirkebygningen er af praktiske grunde orienteret med koret i vest og tårnet i øst, ud mod gaden, således at tårnrummet kan fungere som våbenhus. Desuden er der en præstedør i korets østgavl. Murene er af lisener (dvs. svagt fremspringende murpiller) inddelt i vinduesfag, hvert med dobbelte, spidsbuede åbninger og øverst afsluttet med en gesimsfrise af tandsnit, mens gavlene smykkes af stigende rundbuefriser.

Indgangen i vest består af en høj, spidsbuet portal med fals. I det indre er kor og skib forbundet af en rundbuet korbue.

Kirkens inventar

Inventaret er hovedsagelig fra kirkens opførelse, dog med nyere, rundt alterbillede af Klaus Weiss (født 1956) fra 2010. Prædikestolens udsmykning er fornyet af Erik Winckler (1940-2010) i 2000.

Læs mere i Den Store Danske

Læs mere i Trap Danmark

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig