Ugo Foscolo var en italiensk forfatter.
Hans brogede liv som officer, kunstner og universitetsprofessor bragte ham fra fødeøen Zante på Kroatiens Adriaterhavskyst til Italien, Frankrig og England. Han tilbragte sine sidste 12 år i London.
Ugo Foscolo blev nationalskjald for den italienske samlingsbevægelse.
Foscolos første hovedværk er romanen Le ultime lettere di Jacopo Ortis (1798, på dansk Jacopo Ortis' sidste Breve, 1843), en kærlighedsroman, der, efter mønstret fra Goethes Den unge Werthers lidelser, ender med hovedpersonens selvmord, men årsagen er både fædrelandets og kærlighedens misere.
Foscolos vigtigste værk er Dei sepolcri (1807, på dansk Gravene, 1954), 295 urimede 11-stavelsesvers om graven som en ubrudt forbindelse gennem tiden til de store myter, fædrelandets historie, fortidens genier og de afdøde, som hver enkelt har elsket.
Hans sidste storværk, Le Grazie (1813, Gratierne), er en hyldest til digtekunsten og et afsluttende vidnesbyrd om Foscolos særlige rolle i italiensk litteratur: romantikeren i klassisk forklædning.
Foscolo var også en fremragende litteraturkritiker, en af grundlæggerne af den moderne litteraturanalyse og forfatter til et meget stort antal essays om italiensk litteratur fra Dante til samtiden.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.