Tullebølle Kirke er en fint bevaret romansk kirke med større til- og ombygninger fra den gotiske og sengotiske periode, der vidner om senmiddelalderens nye smag og behov til kirken. Desuden er der i kirken bevaret nogle interessante kalkmalerier fra den sengotiske tid og stykker inventar fra kirkens lange historie.

Kirken ligger i den nordøstlige del af Tullebølle på det centrale Langeland.

Kirkebygningen

Den romanske kirke består af et kor og skib. I den gotiske periode byggede man et sakristi (et præsteværelse) på korets nordside og i den sengotiske periode en udvidelse af koret, et tværstillet tårn og et våbenhus mod syd.

I dag er kirken hvidkalket, og den har røde tegltage.

Den romanske kirke

Kirken er opført i den romanske periode, hvor kirken angiveligt også har haft en apsis øst for koret. De romanske kirker kendetegnet ved brug af runde buer blev bygget af natur- og teglsten, og i Tullebølle er den ældste del af kirken opført i granit.

I skibet har der oprindeligt været en dør mod syd og en mod nord. Syddøren er endnu i brug om end i omdannet form, mens norddøren er muret til. Både korets og skibets langmure har haft små romanske vinduer.

De senere om- og tilbygninger

Teglstenene kom til Danmark i middelalderen. Det gav mulighed for, at man kunne bygge billigere og nemmere, og i den sene middelalder blev det i den nye, gotiske stil. Perioden havde stor byggeaktivitet, og man byggede typisk i brændt tegl kaldet munkesten, som er lidt større end nutidige mursten. Den gotiske stil er kendetegnet ved dekorationer af trappeformede gavle med kamtakker og systemer af dekorative murnicher i form af blændinger, og særligt var der præference for høje spidsbuer.

I den gotiske periode i første halvdel af 1400-tallet opførte man i Tullebølle Kirke ved korets nordside et sakristi med kamtakker og enkle, rundbuede højblændinger.

I den sengotiske periode blev koret forlænget mod øst og fik kamtakker samt en enkel blændingsgavl med horisontale blændinger og et savskifte under, hvor teglstenen er lagt på skrå, så deres hjørner vender udad.

Det sengotiske tværstillede tårn, hvis rygning er vinkelret på skibets længderetning, har ligeledes kamtakker og højblændinger og i tagfladerne små kviste. Det fik på store dele i 1830 nye teglsten muret udenpå.

Våbenhuset er ligeledes i sin kerne sengotisk. Det blev udvidet i 1875, og det har en glat kamtakket gavl. Ved hovedrestaureringen samme år fik kirken sine svære støttepiller.

Kirkens indre

Kirken er i det indre hvidkalket med kalkmalede dekorationer.

Kirkerummet bærer i høj grad præg af dets krydshvælvede lofter. Hvælvene kom til i den gotiske periode, hvor man med teglstenene nu kunne lave de lette, opadstræbende hvælv. Her erstattede man det oprindelige bjælkeloft med hvælv, som man byggede ind i den eksisterende, romanske kirke.

Kalkmalerier i Tullebølle Kirke

I Tullebølle Kirke er der kalkmalerier fra renæssancen i anden halvdel af 1500-tallet. Malerierne i hvælvet på skibets første fag viser et usædvanligt efterreformatorisk dommedagsmotiv med basunblæsende engle, Kristus og Gud og verdsligklædte kvinder med dokumenter i hænderne. I siderne er de opstandne og de fordømte.

I skibets første fag er der desuden på nordvæggen et indvielseskors, som er malet det sted, hvor vievandet ved indvielsen ramte muren.

Inventar og gravminder i Tullebølle Kirke

I Tullebølle Kirke er inventaret fra flere forskellige perioder, hvor særligt middelalderen, renæssancen og den historicistiske periode står frem.

Middelalderens inventar: Døbefonten

Midt i koret står der en romansk døbefont af granit. Dens kumme er dekoreret med en bladranke og hoveder i relief.

Renæssances inventar: Prædikestolen

Prædikestolen fra 1632 er udført i den sene renæssance. Den har i fagene arkader med relieffer af de fire evangelister. På hjørnerne er der hermer, dvs. halvfigurer på halvsøjler.

Historicismens inventar: Altertavlen

Altertavlen er et nygotisk arbejde med samtidigt maleri af korsfæstelsen af F. Storch fra 1866. I fløjene er der indsat figurer af apostlene fra en sengotisk altertavle, der skal have været fra 1508.

Gravminder

På kirkegården ligger der en fornemt udført romansk, kisteformet gravsten, der er smykket med en arkadefrise.

Læs mere i Den Store Danske

Eksterne links

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig