Tjenestemænds og Overenskomstansattes Kartel, TOK, er en af de centralorganisationer, som efter Statstjenestemandsloven repræsenterer tjenestemændene, og som samarbejder i Centralorganisationernes Fællesudvalg (CFU).

Indflydelsesområder og medlemmer

TOK er tillige et samarbejdsforum for Lærernes Centralorganisation (LC) og Overenskomstansattes Centralorganisation (OC).

TOK blev dannet i 1988 for at fastholde og styrke LCs og OCs indflydelse på de generelle løn- og ansættelsesvilkår. LCs medlemmer er overvejende knyttet til det (amts-)kommunale område (folke- og specialskolelærere mfl.). OCs medlemmer er alle tilknyttet det statslige område; Centralforeningen for Stampersonel (forsvaret) er langt den største af OCs organisationer.

Forhandlingsfællesskabet SKAF

I 2002 etableredes Stats- og Kommunalt Ansattes Forhandlingsfællesskab (SKAF), et forhandlingsfællesskab for både LC, OC og Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II).

Fællesskabet repræsenterer omkring 136.000 medlemmer, hvoraf næsten 59.000 er omfattet af CFUs aftale- og forhandlingskompetence. SKAFs forhandlingsmodparter er primært finansministeren og Kommunernes Landsforening (KL).

Centralorganisationen af 2010

Siden 2010 har Centralorganisationen af 2010 været den organisation, der har repræsenteret en række faglige organisationer, og sammen med LC dannet SKAF. De er samtidig en del af CFU (Centralorganistationernes Fællesudvalg) som bidrager til koordinering af overenskomstforhandlinger.

Overenskomstforhandling

I 2014 blev der dannet et forhandlingsfællesskab som samlede organisationerne der forhandler med kommunerne (KL) og Regionerne (Danske Regioner). Generelt kan der op til hver overenskomstforhandling ske ændringer i, hvem der er en del af de forskellige forhandlingsgrupper.

Tendensen har dog været, at alle står sammen ud fra en erkendelse af, at det kan være vanskeligere alene at opnå ønskede forandringer, ligesom en konflikt på et område ikke vil få samme konsekvens, som hvis flere grupper er med.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig