Centralorganisationer er forhandlingsorganisationer, der på vegne af en række fagforbund og personaleorganisationer forhandler løn og arbejdsvilkår for disses medlemmer. Centralorganisationer findes på både det private og det offentlige arbejdsmarked.

Det største forhandlingskartel på det private arbejdsmarked er CO-Industri, der omfatter 9 faglige organisationer med i alt ca. 230.000 medlemmer.

Centralorganisationer indenfor den offentlige sektor

I den statslige sektor findes der følgende centralorganisationer:

  • Offentligt Ansattes Organisation der blev dannet i 2008 ved fusion af Det Kommunale Kartel (DKK) og Statsansattes Kartel (StK) og organiserer 29 organisationer med ialt ca. 176.000 medlemmer, hovedsageligt fra FH-området.
  • Centralorganisationen af 2010 – CO10 med et antal faglige organisationer med i alt ca. 40.000 medlemmer ansat eller tidligere ansatte indenfor statens område. CO10 blev dannet den 1. januar 2010 ved en fusion mellem Statstjenestemændenes Centralorganisation II (CO II) og Overenskomstansattes Centralorganisation (OC).
  • Akademikerne der har 28 organisationer, og med medlemmer som har en videregående uddannelse.

På det kommunale og regionale område er der følgende:

  • Forhandlingsfællesskabet for ansatte i kommuner og regioner repræsenterende ca. 565.000 medlemmer.
  • Forhandlingskartellet stiftet i 2007 med 8 organisationer og ca. 3000 medlemmer.

Centralorganisationers historie

Indtil 1980'erne omfattede centralorganisationerne som hovedregel kun tjenestemandsansatte. Ved revision af Tjenestemandsloven i 1958 og 1969 blev det fastlagt, at tjenestemandsorganisationernes forhandlings- og aftaleret skulle udøves gennem centralorganisationer bestående af de enkelte tjenestemandsorganisationer. Disse omfatter en del meget små organisationer, men centraliseringen af forhandlingsretten sikrer, at ingen af organisationerne kan holde sig uden for de aftaler, som centralorganisationerne indgår.

Der har gennem årene eksisteret et nært samarbejde mellem centralorganisationerne, som dog ikke har været uden problemer. Især har CO I (forløberen for StK) været nært knyttet til LO og fra tid til anden krævet en lønpolitik, der favoriserede de lavtlønnede, hvilket ikke altid har været velset i de øvrige forhandlingsorganisationer. Samarbejdet er imidlertid fastholdt trods disse interne konflikter.

Statstjenestemændene i nøglerolle

Centralorganisationerne for statstjenestemænd spillede indtil midten af 1980'erne den absolutte hovedrolle på lønmodtagersiden mht. løn- og ansættelsesvilkår for offentligt ansatte. Aftaleforhandlingerne fandt normalt sted, efter at forhandlingerne på det private arbejdsmarked var afsluttet. Oftest måtte såvel de overenskomstansatte i staten som de kommunalt ansatte derefter acceptere, at resultaterne fra statstjenestemandsområdet blev overført praktisk taget uændret til deres områder trods den frie forhandlingsret. Imidlertid er tjenestemændenes andel af alle offentligt ansatte faldet fra omkring halvdelen i 1949 til omkring en fjerdedel i 1992; de kommunalt ansattes andel er steget fra knap halvdelen af alle offentligt ansatte i 1949 til tre fjerdedele i 1992. Hermed blev statstjenestemændenes hovedrolle uholdbar, og der blev i 1980'erne foretaget en række ændringer i kartellernes struktur, således at disse også kom til at omfatte de overenskomstansattes organisationer. Dannelsen af CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, var et led i denne proces.

Samtidig blev uformelle koordinationsudvalg etableret mellem CFU og forhandlingsorganisationen for de kommunalt ansatte, KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte. Begge parter kan således få indflydelse på forhandlingerne uden at risikere at blive spillet ud imod hinanden.

Ved at inddrage de overenskomstansatte i tjenestemændenes forhandlingsstruktur er det lykkedes at fastholde et stærkt centraliseret forhandlingsforløb ved fornyelsen af det offentliges overenskomster og aftaler. De senere år er den stærke centralisering dog blevet svækket på visse områder, bl.a. sygeplejerskerne.

Forhandlingsfællesskabet blev etableret i 2014 med henblik på at samle og koordinere forhandlinger på det kommunale og regionale område.

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig