centralorganisationer

Artikelstart

Centralorganisationer, karteller, forhandlingsorganisationer, der på vegne af en række fagforbund og personaleorganisationer forhandler løn og arbejdsvilkår for disses medlemmer. Centralorganisationer findes på både det private og det offentlige arbejdsmarked. Det største forhandlingskartel på det private arbejdsmarked er CO-Industri. I den statslige sektor findes fire centralorganisationer: 1) Statsansattes Kartel, StK, som tidligere hovedsagelig repræsenterede organisationer, hvis medlemmer havde udendørs, manuelt præget arbejde, og som fortsat overvejende repræsenterer de lavtlønnede. 2) Statstjenestemændenes Centralorganisation II, CO II, som for størsteparten organiserer ansatte med indendørs, ikke-manuelt arbejde. 3) Lærernes Centralorganisation, LC, samt 4) Akademikernes Centralorganisation, AC.

Indtil 1980'erne omfattede centralorganisationerne som hovedregel kun tjenestemandsansatte. Ved revision af Tjenestemandsloven i 1958 og 1969 blev det fastlagt, at tjenestemandsorganisationernes forhandlings- og aftaleret skulle udøves gennem centralorganisationer bestående af de enkelte tjenestemandsorganisationer. Disse omfatter en del meget små organisationer, men centraliseringen af forhandlingsretten sikrer, at ingen af organisationerne kan holde sig uden for de aftaler, som centralorganisationerne indgår.

Der har gennem årene eksisteret et nært samarbejde mellem centralorganisationerne, som dog ikke har været uden problemer. Især har CO I (forløberen for StK) været nært knyttet til LO og fra tid til anden krævet en lønpolitik, der favoriserede de lavtlønnede, hvilket ikke altid har været velset i de øvrige karteller. Samarbejdet er imidlertid fastholdt trods disse interne konflikter.

Centralorganisationerne for statstjenestemænd spillede indtil midten af 1980'erne den absolutte hovedrolle på lønmodtagersiden mht. løn- og ansættelsesvilkår for offentligt ansatte. Aftaleforhandlingerne fandt normalt sted, efter at forhandlingerne på det private arbejdsmarked var afsluttet. Oftest måtte såvel de overenskomstansatte i staten som de kommunalt ansatte derefter acceptere, at resultaterne fra statstjenestemandsområdet blev overført praktisk taget uændret til deres områder trods den frie forhandlingsret. Imidlertid er tjenestemændenes andel af alle offentligt ansatte faldet fra omkring halvdelen i 1949 til omkring en fjerdedel i 1992; de kommunalt ansattes andel er steget fra knap halvdelen af alle offentligt ansatte i 1949 til tre fjerdedele i 1992. Hermed blev statstjenestemændenes hovedrolle uholdbar, og der blev i 1980'erne foretaget en række ændringer i kartellernes struktur, således at disse også kom til at omfatte de overenskomstansattes organisationer. Dannelsen af CFU, Centralorganisationernes Fællesudvalg, var et led i denne proces.

Samtidig blev uformelle koordinationsudvalg etableret mellem CFU og forhandlingsorganisationen for de kommunalt ansatte, KTO, Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte. Begge parter kan således få indflydelse på forhandlingerne uden at risikere at blive spillet ud imod hinanden.

Ved at inddrage de overenskomstansatte i tjenestemændenes forhandlingsstruktur er det lykkedes at fastholde et stærkt centraliseret forhandlingsforløb ved fornyelsen af det offentliges overenskomster og aftaler. De senere år er den stærke centralisering dog blevet svækket på visse områder, bl.a. sygeplejerskerne.

Kommentarer

Din kommentar publiceres her. Redaktionen svarer, når den kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig