Titus var kristen biskop af Bostra (Bosra) i den romerske provins Arabia (der nærmest svarer til den nuværende stat Jordan og en del af Syrien); i forbindelse med stridigheder mellem kristne og hedninger henvendte kejser Julian sig år 362 i et brev til Bostras borgere, hvor han opfordrede dem til at fordrive Titus fra byen. Efter Julians død var Titus dog fortsat biskop; det var sandsynligvis i årene 361-64, at han forfattede sit hovedværk, de fire bøger Mod manikæerne. Derudover er der bevaret fragmenter af homilier over Lukasevangeliet og en prædiken til epifanifesten. Titus døde under kejser Valens, d.v.s. senest år 378. I de to første bøger af Mod manikæerne ville Titus forhindre, at ikke-kristne tilsluttede sig manikæismen, og derfor benyttede han ikke Bibelen, men søgte ved hjælp af filosofiske argumenter at vise, at den manikæiske mytologi var absurd. De to sidste bøger samlede sig om Bibelen; den tredje bog gendrev manikæismen ved hjælp af Det Gamle Testamente og fjerde bog ved hjælp af Det Nye Testamente. Her var Titus' egen fortolkning af Genesis 3 så rationaliserende, at Adams og Evas fald blev omtolket til et positivt led i menneskets udvikling. De to første bøger og begyndelsen af den tredje er bevaret på originalsproget græsk i to håndskrifter fra det 11. og 12. århundrede, men hele teksten foreligger i en oversættelse til syrisk i et håndskrift fra år 411.