Faktaboks

Tekla Griebel Wandall
Født
26. februar 1866, Randers
Død
28. juni 1940, Buddinge
Tekla Griebel Wandall
Den danske komponist Tekla Griebel Wandall.

Tekla Griebel Wandall var en dansk komponist, forfatter og musikpædagog. Hun var både uddannet som modeltegner på Tegneskolen for Kvinder (1881-1887) og som komponist, pianist og sanger på musikkonservatoriet i København (1889-1891), hvor hun studerede under blandt andre Niels W. Gade, Orla Rosenhoff (1844-1905) og Otto Malling.

I 1890'erne blev hun især kendt for sin musik til balletten I Rosentiden (handlingen skrevet af Emma Gad, koreografien af Jeanette Tardini-Hansen), som blev opført ved Kvindernes Udstilling i København 1895, og for sin enaktersopera Skøn Karen, som blev opført i 1895 på Stadttheater Breslau og i 1899 på Det Kgl. Teater i København. Også hendes kantate Fred!, som blev opført ved Kvindernes Fredsmøde 1899, var en stor succes, og værket var hendes første blandt en række kantater til arrangementer forbundet med kvindesagsbevægelsen.

I 1901 blev hun forlovet med teologen Frederik Wandall. I 1902 blev de gift, og i 1904 fik de sønnen Svend Wandall. Da Frederik blev fritænker og mistede sit job, var det Tekla, der måtte tjene penge til familien ved at undervise. Derfor faldt hendes produktivitet, og hun gled efterhånden ud i periferien af det danske musikliv. Med mindre tid til at komponere begyndte hun at skrive litteratur og udgav i 1915 romanen Rigmor Vording.

Hun fortsatte dog med at komponere værker, hvoraf mange aldrig blev opført. Hovedværkerne blandt disse er hendes musik til Henrik Ibsens sidste skuespil Når vi døde vågner (1901-1902), den store treaktersopera Kong Hroars Skjalde (1892-1925) og hendes sene værk for orkester, kor og recitation Lenore (1931-1932).

Tekla Griebel Wandall eksperimenterede med atonale og impressionistiske udtryk men holdt sig livet igennem først og fremmest til det romantiske, undertiden senromantiske tonesprog. Det er karakteristisk for hendes værker, at de ofte er meget tonemaleriske og dramatiske.

Også som musikpædagog og musikteoretiker satte Tekla Griebel Wandall et varigt præg. Blandt hendes elever var således tenoren Peter Cornelius (sang), komponisten Asger Juul (musikteori) og pianisten Ellen Gilberg (klaver), og hun var sandsynligvis den første danske kvinde til at publicere musikteori i værkerne Musikalsk Børnehave (1898) og Musikteori i Korte Træk (1899). Hun var dybt optaget af åndsretningen teosofi, hvilket blandt andet kom til udtryk i den upublicerede harmonilære Tonernes Mikrokosmos (1934/1939).

Læs mere i Den Store Danske

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig