Taklimakan

Flere af de tidligst kendte beboere i Taklimakan kendes fra gravfund, hvor de gravlagte er blevet naturligt mumificerede af de tørre omgivelser. Den såkaldte Xiaohe-kultur dækker over flere gravpladser fra omkring 2000 f.v.t. i det østlige Taklimakan. Der er påvist brug af mælkeprodukter, byg og hirse. Forskere har spekuleret i om Xiaohe-mumierne repræsenterede tidlige migranter fra Yamnaya-kulturen i det østlige Europa, men nye genetiske studier har påvist at de tidligste mumier nedstammer fra den lokale arvemasse. De samme studier viser dog, at der i løbet af det andet årtusinde f.v.t. sker en kraftig opblanding af arvemassen, hvilket stemmer overens med spredningen af Afanasjevo og Andronovo ind i Taklimakan fra Dzungariet.

Omkring år nul indføres buddhismen fra Centralasien og Taklimakan bliver en hovedrute på Silkevejen. I samme periode besøger gesandter fra Han-Kina området, der i de følgende århundreder oplever stridigheder mellem Kina, Tibet, tyrkiske stammer nordfra og de forskellige småstater centreret i oasebyer. Med buddhismen følger skriftsproget, der afslører at der i det sydvestlige Taklimakan blev talt iranske sprog (khotanesisk og tumshukisk) og i nordøst tokharisk. Fra slutningen af det første årtusinde e.v.t. forsvinder disse sprog gradvist med indførelsen af uighurisk.